Begyndelsen
(vil du læse om alle projekterne vi har gang i på børnehjemmet kan de læses her)
K og jeg har før lavet opsøgende arbejde i forskellige lande hvor vi har hjulpet på krisecentre og børnehjem i både Asien og Europa. Vi har dog haft en pause fra dette i noget tid. Dog er samtalen ofte endt ind på at vi godt kunne tænke os at kombinere vores rejseliv med en lidt ”dybere sag”, som vi skulle kunne kombinere med vores rejseliv i naturen. I slutningen af 2021 kom K til mig og fortalte om en veninde hun havde fra arbejdet. Jeg huskede at hun havde talt om hende for flere år siden, men nu fortalte hun om hende igen. Hendes veninde hedder Bijoux. Hun fortalte om hende og hendes projekt i Zambia. K fortalte mig at Bijoux havde et børnehjem i Zambia. Et børnehjem som K gerne ville støtte. K havde derfor snakket med Bijlux om dette, og K havde besluttet sig for at både hende og jeg skulle besøge børnehjemmet, hvis altså jeg også var klar på det. Jeg syntes at projektet lød spændende. Jeg ville også gerne have et projekt som jeg kunne bidrage til, men hvordan hvor og hvorfor havde jeg slet ikke styr på. Dagene gik og pludselig var nytårsaften slut og dagen hed d 1 januar 2022. K og jeg lå i stuen og så en film, da K pludselig sætter sig op og foreslår at vi går ud og samler noget pant. Jeg havde faktisk mest lyst til at fortsætte med at se film, men jeg lod mig som altid overtale og vi trak i tøjet, fandt en pose, og gik udenfor.
Vi gik og gik og fandt mildest taltikke for mange kroner flasker. Dem der samlede flasker havde været oppe for mange timer siden og ryddet de fleste værdier af vejen. Vi endte hurtigt i lejligheden igen, men K kom også hurtigt på endnu en ide. Hun forslog at vi skrev i en lukket FB-gruppe for folk i lokalområdet, om de havde noget pant vi måtte hente, for derefter at donere det til børnehjemmet Glorious Family Foundation, i Zambia. Dette opslag fik lynhurtigt god respons. Mange var villige til at give panten fra nytårsaften, så pludselig kunne vi godt se at vores aften var booket op med indsamling af pant. Imens at vi cyklede rundt og hentede den ene sæk efter den anden, lavede vi et opslag på FB og instagram hvor vi rakte ud til alle, med budskabet om at vi afhenter panten hos folk hvis de vil donere den til børnehjemmet. Det var her at K’s idé pludselig gik viralt.
De næste mange uger gik med at samle pant. Folk fra hele landet ville donere deres pant, så vi kørte rundt over alt for at samle ind. Folk donerede stort som småt – men den samlede mængde gjorde at vi måtte have en kassebil. Den var der heldigvis også nogle som ville donere til formålet.
Processen
Midt i alt dette pant-ræs kom dagen også hvor jeg skulle møde Bijlux, stifteren af børnehjemmet, for første gang. Hun kom hjem til mig en aften hvor vi sad og sorterede pant og hjalp til. Det var her jeg fik fortalt hendes livshistorie, hendes historie om børnehjemmet, samt fik en forståelse for hvad hvor og hvorfor at dette projekt var værd at kæmpe for.
Efter at have hørt hendes livshistorie om krig død flugt kærlighed og mest af alt tro og håb, så var jeg ikke i tvivl om hvorfor K havde valgt at ville støtte om dette. Vi fik herefter hurtigt bestilt flybilletter til os alle 3, så der var en deadline på hvornår vi skulle afsted.
Vi havde fra starten sagt at vi ville spare sammen til en hønsefarm. En hønsefarm med et hundrede høns koster ca 3000 danske kroner at starte op dernede. Dette var målet, da vi vil bidrage med ting som de selv kan bygge videre på – forsyne – samt udnytte. Hele pointen er at få bygget et fundament som med tiden kan blive selvkørende. Denne hønsefarm var målet for indsamlingen. I takt med at panten væltede ind kunne vi godt regne ud at der kunne bygges en del hønsefarme. Dette mål var nået. Vi snakkede herefter med Bijoux om hvad drømmen kunne være, hvis man gerne måtte tænke lidt større end hønsefarmen. Bijoux fortalte at deres drøm var at de inden for nogle år ville have sparret sammen til en byggegrund som de ejede. Herpå skulle der bores ned til grundvandet og bygges en selvkørende vandtank på solceller. Denne vandtank skulle være byggestenen for alle fremtidige projekter, samt stedet hvor børnehjemmet og lokalbefolkningen kunne få rent drikke vand.
Imens at pantindsamlingen fandt sted kom også virksomheder og tilbød at støtte op om projektet. En mand ved navn Peter Hjortlund havde igennem en fælles bekendt hørt om os. Han inviterede os både hjem til sig selv, men også til at hans arbejdsplads Home, som han er indehaver af flere steder. Peter ville både mht. til pant men også direkte økonomisk støtte projektet, hvilket blev den endegyldige prik over i’et for at vi havde pengene nok indsamlet til at give projektet et ordentligt skub i den rigtige retning. Vandtanken var nu ikke en drøm men en ting der ville blive gjort til virkelighed.
Dette var kort fortalt introen til vores rejse til Zambia for at besøge børnehjemmet Glorious Family Foundation.
Turen til Zambia
Planen var lagt. Vi skulle til Zambia og besøge børnehjemmet Glorious Family Foundation. Børnehjemmet lå i byen Senanga, som ligger i den sydvestlige del af Zambia. Vi ville med flyet landet i hovedstaden Lusaka. Her skulle vi bo i et par dage, før vi med en bus kunne kører til byen Senanga. En bustur der tager alt fra 8-14 timer. Med os havde vi nogle kufferter som indeholdt forskellige ting til børnene.
Turen startede i Aalborg lufthavn. Allerede her kom der komplikationer i forhold til Bijouxs coronapas og hendes forskellige mange tilladelser som skulle ansøges om. Det er knap så simpelt at flyve når man ikke er født og opvokset i DK – Dette fik vi at opleve mange gange i de forskellige lufthavne.
Når endelig vi var i luften gik det hele som det skulle. Vi landede, efter et lille døgns tid, i Lusaka. Hovedstaden i Zambia.
Ankomst i Lusaka
Vi blev indlogeret på et lille lokalt vandrehjem i byen. Her boede vi de næste par dage indtil at bussen vi skulle kører med kom. Det var også her vi startede med at blive introduceret for teamet Glorious Family Foundation. Vi mødte her Emmanuel. Manden som holder det hele kørende i Zambia, igennem tæt telefonisk kontakt med Bijoux. Emmanuel er en person som Bijoux og hendes mand reddede for mange år siden. Herefter har han viet sit liv til Glorious Family Foundation, hvilket man tydeligt kunne mærke. Allerede fra starten var der ingen tvivl om at han kæmpede for at gøre en forskel. Emmanuel blev en del af os de næste par uger. Han var sammen med os konstant, og det var ham der havde lagt planen for hvad vi skulle og ikke skulle. Ligeledes var det ham der havde administreret at få i gang sat de projekter som vi havde samlet penge ind til.
Emmanuel havde rejst fra Senanga for at modtage os i Lusaka. Han rejste også med os da vi rejste fra Lusaka til Senanga. Inden afrejsen fra hovestaden Lusaka til den lille by Senanga, ville Emannuel vise os lidt af hovedstaden. Det er ingen hemmelighed at dette ophold på ingen måde var et charter eller turist ophold. Vi var her for at mærke og se virkeligheden. Emmanuel tog os med på en gåtur igennem nogle af de lokale markeder i de fattige dele af Lusaka (største delen af byen) – Her var det dog ikke tilladt at tage kameraet med, da det kunne skabe problemer. Jeg tænkte dog at det nok kunne lade sig gøre. Jeg havde jo lavet forskellige fotograferinger i slummen i Asien, så mon ikke jeg også kunne det her.
Gåturen igennem disse markeder gav både K og jeg en forståelse af hvor fattige de var. En forståelse for hvor mange mennesker der var samlet på alt for lidt plads. En storby, hvor alle fattige fra landområderne flokkes til, i håbet om at kunne sælge og tjene penge. Sandheden var at der stod 10 mennesker og alle kæmpede om at sælge den samme fisk. Der var alt for mange mennesker. Dette kunne høres ses og lugtes.
Fattigdommen var intens. Folk var desperate – og det hjalp ikke at to hvide mennesker pludselig kom. Folk ville i desperathed gerne hjælpes og det var ikke på den måde man ser i charterlandende hvor folk vil sælge et håndklæde.
På et tidspunkt valgte jeg at tage kameraet op for at fotografere. Det var første og sidste gang at kameraet kom til syne på den måde. De advarsler Emmanuel havde givet mig gav nu mening. Der gik ikke 5 sekunder før jeg var omringet af folk. Folk der skændtes om at stå tættest på mig. Det var et stort kaos af larm og jeg forstod intet. Jeg forstod dog at folk var sultne og folk var desperate. Det næste øjeblik så jeg nogle penge blive kastet som fjernede fokus fra mig. Herefter blev jeg hævet væk og sammen med K og Emmanuel forsvandt vi hurtigt ned af nogle små stier på det enorme marked.
Dette var vores første møde med virkeligheden i Zambia. Et møde som var skræmmende, men samtidigt også sundt at mærke. Det gav en forståelse for alvoren i et land, samt en respekt for livet, som man ikke har hjemme i DK.
Turen til Senanga
Køreturen til Senanga foregik med bus fra hovedstaden Lusaka. Vi skulle køre tidlig morgen kl 04 fra banegården. Ved ankomsten på banegården blev jeg overrasket over mængden af mennesker der strømmede rundt. En by af denne størrelse sover selvfølgelige aldrig, men det var stadig vildt at se hvordan folk var i fuld gang. Mængden af hjemløse som lå og sov overalt, overraskede mig også. Jeg kunne tælle hundredevis af mennesker som lå og sov overalt. Dette bekræftede endnu en gang at der var for mange mennesker i byen. Vi kom ind i bussen og fik sat os til rette. K Emmanuel Bijoux og jeg. Bussen rullede afsted og de næste 14 timer foregik i bussen.
Ankommet til Senanga – Glorious Family Foundation
At ankomme til Senanga var en stor kontrast i forhold til Lusaka. Asfaltvejene og de mange blikhuse var nu erstattet med jordveje og små fattige lerhytter. Mængden af mennesker var langt mindre, og store områder lå øde. Min forestilling om en lille landsby var meget anderledes i forhold til hvad jeg så. Byens areal var spredt ud over et kæmpestort stykke land. Der var langt imellem husene. Store dele af Senanga var uden el og vand – Det var generelt meget primitivt og øde. Roen der var her i Senanga var en kæmpe kontrast i forhold til hovedstaden Lusaka. Her var der ikke larm fra højtalere og biler på samme måde. Det var tydeligt at her gik tingene i et andet tempo end inde i byen. Det var også tydeligt at herude i ingenmandsland var der heller ikke ret meget at gøre med.
Vi blev samlet op af en bil som kørte os hen til et lille gæstehus, som lå tæt på børnehjemmet. Herfra ville vi have vores base. Efter at have smidt taskerne og alt vores bagage gik turen nu på gåben hen imod børnehjemmet. Gåturene var igennem øde sandområder med blikhuset – lerhytter og få almindelige murstenshuse. Efter ti minutters gang ankom vi til et murstenshus med en lille mur af træ omkring. Her blev vi budt velkommen af hele børnehjemmet. Børn som voksne kom ud og tog imod os.
Det var en meget speciel følelse at møde alle disse mennesker. VI kendte ikke hinanden, men kemien var god og jeg var ikke et sekund i tvivl om at vi hurtigt ville blive gode venner. Resten af dagen blev brugt på selve børnehjemmet hvor vi lærte dem alle at kende.
Projekt Hønsefarm
Allerede den første dag vi ankom til børnehjemmet blev hønsefarmen indvilliget. Pengene til at få bygget hønsehuset var ankommet i tide og hele byggeprojektet var lavet færdig. Kyllingerne var også ankommet og manglede blot at blive sat ind i hønsehuset. Vi gik derfor alle sammen i fællesskab ud for at sætte kyllingerne ind. Det var et fantastisk øjeblik for både os og dem, og det var helt sikkert også et øjeblik der knyttede et specielt bånd til os alle sammen. Jeg fik en følelse af glæde og stolthed og samtidigt fik jeg også et bevis på at alt det her faktisk skete – og ikke blot var noget man snakkede og håbede på.
Systuen
I mens at vi var i Zambia begyndte folk at sende penge til os for at støtte projektet. Denne støtte var med til at vi kunne lege et lokale, renovere det, skaffe symaskiner fra Danmark, og derved skabe en arbejdsplads for 10 personer. Disse 10 personer vil blive nogen af dem som Glorious Family Foundation i forvejen er ved at hjælpe. På denne måde kan man hjælpe folk på vej til at kunne klare sig selv
Dage med opsøgende arbejde ude i lokalområdet
De næste dage i Senanga blev i dagstimerne brugt ude i felten. Vi blev vist rundt i området og fik lov at se hvad problemer der hærskede i området. Alt lige fra sult fattigdom vold voldtægter og et system der er så underudviklet i forhold til hvad vi kommer fra herhjemme i Danmark. Men samtidigt et sted hvor folket oprigtigt gerne vil leve bedre og ønsker en ændring. Viden midler og ressourcer til dette er desværre en mangelvare.
Vi blev de næste dage introduceret for både familier som børnehjemmet allerede er i gang med at hjælpe, samt være med til at lave opsøgende arbejde ved familier som Glorious Family Foundation ikke havde tilset endnu.
Én af de familier som jeg især bed mærke i, som Glorious Family Foundation var i gang med at hjælpe, var familien hvor personen Anna boede. Denne familie var en flok på 8 kvinder, da alle sammen boede sammen i et lerhus. Kvinderne var alle forladt af deres mænd, og de boede nu alene i fattigdom. Familien blev ofte udsat for voldtægter af mlnd der kom forbipasserende i byen. Anna, en af disse kvinder, som er lam i benene, var også blevet udsat for voldtægt, hvilket havde givet hende et ufrivilligt barn. Denne pige hedder Julia. Som mor og datter boede de sammen og kæmpede for at overleve dagen igennem sammen med de andre. Der var ingen rent drikkevand eller mad. Den lille mængde mad de havde at spise, var små fisk som var fanget i den nærtliggende flod. Vand blev hentet fra et vandhul 10 kilometer fra den lille lerhytte. Denne familie opsøgte vi imens at vi var i Senanga. Her fik vi mødt familien, snakket med dem, filmet og fotografere dem, samt startet en indsamling over de sociale medier som skulle hjælpe denne familie fremadrettet.
En anden af de familier vi mødte imens at vi var ude på vores opsøgende arbejde, var en flygtningefamilie fra Angola. Denne familie havde Glorious Family Foundation aldrig mødt før. Derfor foregik første møde som et interview hvor man ser familien an. Teamet fra børnehjemmet havde en helt speciel og professionel tilgang til hvordan et sådan førstegangs møde skal foregå, så vi fulgte blot trop. Et sådant møde handler om at aflæse hvor familiens stærke og svage sider er. Hvor er der potentiale for at kunne hjælpe, og hvor vil det være et spild af ressourcer at slå til. Det kan lyde barsk, men virkeligheden i Senanga er at ikke alle kan reddes på én gang, så man skal være taktisk og vælge der hvor man kan hjælpe mest. Dette kan give nogle hårde oplevelser, men det skal man kunne være i for at være en del af dette liv. Under dette interview lå nogle af børnene og sultede. Der var ikke nok mad i familien til at alle kunne klare sig. Især én af kvinderne var også meget i øjenfalden. Hun var yderst udsultet og sagde ingenting. Efter en længere samtale med hende viste det sig at hun var mor til 8 af de børn der sad i flokken af mennesker. Hun var blevet voldtaget igen og igen hvilket havde udviklet sig til 8 børn. Oven i at hun var mor til disse 8 børn var hun også blevet overfaldet og forsøgt slået ihjel. En mand havde overfaldt hende i deres lerhytte og stukket hende flere gange i mavepartiet. Hun var blevet sprættet op med indvoldene hængende ud fra maven. Hun var så blevet fundet og smidt på ladet af en bil og mirakuløst var hun blevet syet sammen og overlevede. Nu levede hun dog et afkræftet liv og lignede mere et skelet end et menneske.
Vi oplevede ved siden af disse 2 eksempler, mange andre skrækkelige og hårde tilfælde af hvordan livet kan ende. Vi fik en forståelse for fattigdom på et helt andet niveau end hvad vi før havde set rundt omkring i verden. Vigtigst af alt fik vi dog også set hvordan teamet fra Glorius Family Foundation arbejdede med dette. Vi fik lov at opleve et yderst kompetent team der kendte til fremgangsmåden for at kunne hjælpe bedst muligt i disse ekstreme tilfælde. Vores danske syn tænkte ikke klart i disse situationer, hvilket også var tydeligt. Vi handlede hurtigt på vores følelser i nuet, i stedet for at tænke fremad, hvilket er alt afgørende i så fattigt et land. Kunsten er at hjælpe på en sådan måde at dem der for hjælp, på bedst mulig vis kan klare sig selv efterfølgende.
”At give et hånd fuld fisk udskyder sulten til næste dag, men at give en fiskestang og lære ham at fiske, holder ham mæt for evigt” – Dette citat udlevede teamet fra Glorious Family Foundation til punkt og prikke.
Tiden på selve børnehjemmet
Ved siden af alle opgaverne vi lavede ude i felten brugte vi også tiden på selve børnehjemmet. Man har nok mest lyst til at tænke at når man kommer til et børnehjem, så bruger man alt tiden i verden sammen med børnene. Sådan fungere virkeligheden ikke. Børnene skal i skole, nogen skal hjælpe til med de daglige pligter, og andre kan have et helt tredje ærene som de skal. Disse ting kan selvfølgelig ikke tage hensyn til at 2 personer pludselig kommer på besøg. Her skal man tilpasse sig deres hverdag og byder ind hvor det giver mening, men også respektere at visse ting ikke nødvendigvis behøver have påvirkning fra os.
Når vi var på børnehjemmet, blev tiden dog også brugt hyggeligt med børnene. Vi spillede fodbold med dem. Vi legede fange leg – ja vi lavede mange aktiviteter hvor kommunikation kunne gøres igennem kropssprog. På den måde kunne vi forstå hinanden og knytte et bånd.
At se disse børn lege grine og smile rørte mig dybt. Jeg blev rørt af at se den glæde de kunne finde på trods af de omstændigheder de kom fra. På børnehjemmet havde de det godt. Men de forhold de kom fra, kan vi slet ikke forestille os hjemme i DK. Nogle har været efterladt på gaden. Nogen har mistet familien til sult. Nogen er udstødt – der er mange sørgelige og barske måder på at ende på et børnehjem. Alligevel havde disse børn modet med dem og humøret højt! Det sammenhold disse børn i alderen 5-14 år havde, var et sammenhold jeg aldrig har set børn have på dansk jord. Hverken på børnehjem, institutioner eller andre steder.
En ting som børnene var helt vilde med at lege med, var mit GoPro Max kamera. Det er det kamera jeg tit optager med, hvor selfiestangen er usynlig. Jeg gav dem dette kamera og lod dem rende rundt og lege med det i time vis. Den type elektronik var de ikke vandt til, så at løbe rundt med den for efterfølgende at sidde og kigge på at jeg redigerede videoen med musik og det hele, var et hit!
Prikken over i’et og den endelige mission for rejse – Vandtanken
Inden vi rejste hertil var den store drøm at skaffe en vandtank til børnehjemmet. Denne vandtank blev pludselig en mulighed da i alle støttede op igennem pant indsamlingen. Den endelige levering var et økonomisk tilskud fra firmaet Home Aalborg som kom ind fra sidelinjen og fyldte de sidste 10.000kr på kontoen for at vandtanken kunne blive bestilt i tide, så vi kunne vise den og opleve processen da vi kom ned til Zambia.
Projektet med vandtanken blev sat i gang og næsten 100% færdiggjort i mens at vi var dernede. Vandtanken blev placeret på en grund som ligger et par kilometer fra hvor børnehjemmet er nu. Denne grund er købt og ejet af Glorius Family Foundation, og planen er at vi med tiden vil bygget et helt nyt hus på grunden som kan huse teamet og børnene samt endnu flere børn.
Nu var målet så at få bygget vandtanken. Der blev gravet ud og borret 12 meter ned i jorden. Ved 12 meter dybde kom der hul til den naturelige vandkilde fra jorden. Herfra blev vandet igennem et pumpesystem pumpet op. Der blev også lavet målinger for hvor rent vandet er, hvilket viste i top.
Det hele vil blive trukket af et solcellesystem som vil kunne holde pumpen og det hele kørende. På denne måde kom der nu rent drikkevand til børnehjemmet og hele lokalbefolkningen. Vandtanken ville nu også være med til at kunne skabe mere vækst på den store byggegrund. Det løbende vand ville give mulighed for en fiskefarm i fremtiden. En fiskefarm ville være med til at skabe en god indkomst til børnehjemmet, sammen med den kyllingefarm som var blevet skabt.
Ved siden af vandtanken blev der også bygget et lille hus hvor en der skulle ansættes en til at passe vandtanken. Denne person vil blive en af de fattige i lokalområdet som Glorious Family Foundation støtter.
Vandtanken blev færdig gjort kort efter at vi rejste hjem til Danmark igen. Efterfølgende er der sket endnu mere vækst på børnehjemmet
Efter vores besøg i Zambia blev der på TV2nord lavet en lille film om turen. Her kan du se den:
https://www.tv2nord.dk/nordliv/trekloever-i-zambia-for-at-goere-en-forskel
Vil du læse mere om de projekter som er startet op på børnehjemmet efter at vi var på besøg, så kan du her læse om alle de forskellige projekter der er i gang. Denne side bliver opdateret løbende:
