You are currently viewing Hvilket kamera-grej har jeg med på tur?

Hvilket kamera-grej har jeg med på tur?

Jeg har fået spørgsmålet mange gange efterhånden ” Kan du ikke fortælle lidt om hvilket kameraudstyr du har med på dine ture?” – og det er et spørgsmål jeg rigtig gerne vil besvare – og jævntligt har svaret på igennem instagram. Nu er det tid til at der bliver skrevet lidt om det her på min rejseblog!

En kort lille historie at starte artiklen med: Jeg startede de første par rejser uden overhovedet at have noget kamera med. Jeg fik derefter ideen om at kunne fotografere lidt stemningsbilleder under rejserne, så jeg købte et GoPro kamera. Det var det eneste kamera jeg havde med, og det fungerede perfekt. Kameraet var nemt at bruge og det fyldte ingen ting. I takt med at jeg tog en masse billeder med kameraet begyndte jeg at gå mere og mere op i at tage billeder og redigere dem så de så ekstra pæne ud. Jeg fandt ud af at der var forskellige muligheder alt efter hvilken type kamera man brugt. Af den grund anskaffede jeg mig også et “almindeligt” kamera. Nu havde jeg et actionkamera (gopro) og et almindeligt kamera (sony). Jeg begyndte herefter at nørde lidt i hvad de forskellige typer kamera var bedst til. Lidt senere i min rejse fik jeg øjnene op for at man også kunne anskaffe sig en drone. Det var en helt tredje måde at fotografere og dokumentere rejserne på. Tingene tog herefter fart og udstyret blev opgraderet i takt med at interessen for det blev højere – og lige pludselig begyndte jeg også at tjene penge på mine billeder og mit sociale medie (facebook og instagram).

Hvad har jeg så med i tasken den dag i dag ?

Tasken

Når jeg rejser har jeg altid kun håndbagage med. Jeg har en rygsæk på 30liter som kan justeres/åbnes så den bliver op til 55 liter. Her er en liste over det kameraudstyr som jeg har med, samt hvad jeg bruger det til.

Sony A7 Mark III Kamera med Objektiv Tamron f2,8 28-70mm.


Dette kamera er et fantastisk rejsekamera. Det tager vildt gode billeder, er nemt at betjene og vigtigst af alt er det ikke særlig stort- hvilket gør det brugbart når man er ude at vandre mm. Prismæssigt er det heller ikke verdens dyreste kamera længere, da der kommer flere og flere nye til. Objektivet fra Tamron er næsten det samme som den “kit lens” der følger med til kameraet hvis man køber det for nyt. Den eneste forskel er at at blænden er 2,8 konstant – i stedet for f3 – 5 . Kort sagt så er billederne blot mere skarpe med Tamron. Alt i alt er dette sæt nemt og håndterbart – og så sidder det perfekt på min rygsæk når jeg vandre. Det er klipset fast med en holder der hedder Peak Design Capture Camera Clip. Verdens bedste investering hvis du vil ud at vandre og ikke vil have at dit kamera hænger om nakken!

DJI MAVIC PRO 2


Denne drone er den som jeg tager alle mine billeder i højderne med. Den er nemt at have med da den kan foldes sammen. Jeg har 3 batterier og en smartcontroller til den som også er med. Smartcontrolleren er ikke nødvendig – du kan sagtens bruge det lille joystick som kobles til telefonen – jeg syntes bare at det er skønt med den lidt større kontroller – så længe jeg har plads til den.
Dronen er en holdbar drone som kan klare vind og storm op i 15-20m/s. jeg har fløjet med min i stormvejr, i regnvejr, i snevejr – i alt slags uvejr og den fungere.
Dronen er også god til at optage videoklip med.

GoPro Hero 9 Black Edition


Jeg har efterhånden haft alle modeller af GoPro kameraerne. Pt har jeg GoPro Hero 9 Black, som virkelig er et godt action kamera. Kameraet er vandtæt og generelt et solidt og holdbart kamera. Personligt bruger jeg mest mit til at optage stemningsvideoer til mine mystories på instagram og fb. jeg bruger ikke kameraet så meget til at tage billeder med. Skal jeg bruge det til billeder er det for at fange en stemning der opstår med det samme. Her kan et GoPro kamera noget som et almindeligt kamera ikke kan. GoPro har en billede/video stabilisering som gør at dit videomateriale ser virkelig “smooth ud” . At filme mystories med et GoPro giver en hel anden kvalitet end hvis du bruger din mobil. Jeg bruger især GoPro på vandreture. Det er meget nemmere at hive GoPro Kameraet frem og filme – og så smide det i lommen igen. Jeg uploader alle videoerne ved hjemkost fra hiket.

GoPro Max


Mange tror at mine hikingvideoer tit bliver filmet med en drone som flyver lige ved siden af mig, og som styres med en eller anden dims som jeg holder i hånden. Sandheden er at det er mit GoPro Max 360 Kamera. Et lidt forvokset GoPro kamera, som sidder på en selfiestick. Kameraet er perfekt til at filme storre bredder når man fx vandre. Et genialt kamera til at filme dramatiske steminger.

Jeg har selvfølgelig også min telefon med. Det er på min telefon at alle billeder fra de forskellige enheder bliver uploadet til. Til at uploade billede/video fra de forskellige enheder bruger jeg en kortlæser-adapter som kan puttes i telefonen. På den måde kan jeg tage SDkortet fra enheden og sætte direkte i telefonen og overføre billederne med det samme.


Håber denne artikel kan hjælpe lidt 🙂