Vi har efterhånden igennem vores rejser fundet ud af at vi elsker at hike. Derfor skulle vores eventyr på filippinerne starte med dette.
Rejsen startede i Billund hvor flyet lettede og en halvanden time senere landede i Manchester. Fra Manchester fløj vi ca. 10 timer til Hongkong, hvorfra vi fløj det sidste stykke ind over Filippinerne og landede i Manila på den store ø Luzon. Vi forlod lufthavnen ret hurtigt da vi skulle nå en bus ved navn Cubao bus, den vil på ca. 1-2 timer køre os til en busterminal ved navn Victory liner. Cubao bussen holder lige udenfor lufthavnen, og koster ca 10kr pr person. Ved ankomst til busterminalen Victory liner var der en del busser at vælge imellem, nogle mere luksuriøse end andre. Alle busserne kørte til byen Baguio, hvorfra vi ville blive samlet op af Tripinas Travel and Tour Ventures for at påbegynde hiket. Turen med Victory liner til byen Baguio er en lang bustur på 7-9 timer alt efter trafik.
Ved ankomst til Baguio mødte vi en af de lokale der viste os frem til det sted vi havde booket hjemmefra igennem booking.com. Værelset var i toppen af en forfalden boligblog og vi måtte dele det med kakerlakker på størrelse med mus, og rotter på størrelse med katte. Vi ankom til byen sen aften og gik på hovedet i seng. Vi havde hjemmefra timet det sådan at vi havde hele den næste dag til at gå rundt og udforske byen og lige vænne os til at være på filippinerne. Nogle gange kræver det lige en dags tid at komme ind i rytmen.
Vores dag i Baguio var nu overstået og vi var klar til at gå i seng. Uret ville ringe tidligt da vi skulle stå klar ude på vejen klokken 04:30 for at blive hentet TT & T Ventures.
Køreturen fra Baguio er en køretur på ca. 3 timer igennem et utrolig flot bjerget landskab. Byen Baguio er en by der ligger forholdsvis højt over havets overflade, så man er allerede fra starten oppe i nogle ret flotte og fascinerende højder.
På køreturen lavede vi et stop ved et lille sygehus langt oppe i bjergene. Her fik vi et ark papir hvorpå vi ret primitivt skulle svare på om vi var syge eller raske, efterfulgt af en underskrift. Herefter ventede vi en times tid inden en læge kom og godkendte det. Nu var vores sundheds certifikat i orden, og vi kunne fortsætte op til byen hvorfra hiket skulle starte.
Ved ankomst til denne lille lokale by var det som at rejse tilbage i tiden. Det ene sted legede børnene med nogle gamle hjemmelavede trælastbiler som de trak med et stykke snor. Længere nede af den humpede jordvej hvor husene lå, stod en flok børn og spillede fodbold med en sammenrullet kugle af tape. Stemningen var hyggelig i byen. Vi brugte de lyse timer af dagen på at gå og fotografere de lokale i byen samt nyde den ufattelige smukke udsigt byen havde på grund af dens højde.
Ved mørkets frembrud fandt vi en lille sti der førte os lidt højere op end byen, herfra kunne vi nyde solnedgangen fra et punkt hvor vi var højere oppe end skyerne. Skyerne lagde sig som et tæppe imens stjernerne kom frem som loftet. Det er uden tvivl en af de smukkeste oplevelser jeg nogensinde har oplevet.
Efter solnedgangen gik vi ind i vores ”hytte” – eller vi troede det var en hytte, men det var faktisk bare et kæmpe hus fyldt med køjesenge. Vi delte huset med ca. 20 andre personer som også skulle bestige bjerget. Vi havde fået bunden af en dobbeltkøjeseng, her lagde vi os ved 20-tiden efter at vi havde fået serveret noget nudelsuppe til aftensmad, som var inkluderet i selve ”turen”. Vi havde lige inden aftensmaden mødtes med vores guide som skulle gå med os. Vi blev alle delt op i forskellige grupper alt efter hvilket tempo vi blev vurderet til at gå i, så alle fik en god oplevelse af turen. Dem der ønskede langtid til at gå turen, startede tidligere end de andre. Vi blev uden selv at vælge det vurderet til at gå i et hurtigt tempo, så vi startede hiket senere end de andre.
Vi har som sagt alt vores rejsebagage i vores rygsække. Vi havde om aftenen sorteret i dem så vi kun havde det nødvendige med til turen fra byen og op mod toppen, da vi ville komme retur hertil igen senere næste dag. Vi havde pakket alt det nødvendige i min taske – Ekstra jakke, trøjer, strømper, vand, snacks og kamera grej. Alt var gjort klar inden vi klokken 20.00 lagde os i seng.
Kl 01:00 stod vi op. Så snart alarmen lød var det umuligt at sove videre da man blev påmindet hvor koldt der er i disse højder. Vinden der blæser ind fra de utætte vinduer kombineret med moerket udefra mindede os om at vi ikke var taget herop for bare at dovne den og dase den af. Vi hoppede i vores tøj og satte os ud i spisestuen og spiste vores nat/morgen mad. Maden bestod af varm nudelsuppe samt rester af risen fra aftensmaden som var blevet kogt om til grød. Vi tog herefter de udleverede pandelamper paa hovedet og fik udenfor og sagde godmorgen til vores guide hvorefter vi gik afsted.
Turen herfra foregår de nyeste mange timer i konstant mørke. Faktisk hele vejen til toppen. Du vil ikke kunne se andet end hvad din pandelampe lyser paa. I vores tilfalde var der heldigvis toervejr under hele hinket op til toppen, men der havde regnet i de timer hvor vi havde lagt og hvilet i hytten, så jorden var våd og der var ekstremt glat.
Vi gik i et højt tempo hele vejen. Så højt at jeg igen svedte så meget at hele mit ansigt lignede et vandfald i regnsæsonen. Vi overhalede ogsaa en del af dem som vare gået flere timer foer os. Vi holdte nogle smag korte pauser paa vej derop. Planen var at vi skulle ramme toppen kl 06 da det var her at solen stod op, vi ramte dog toppen en time for tidligt, og måtte derfor vente en time i mørke. Kulden kunne ogsaa mærkes nu hvor man pludselig ikke var i bevægelse længere. Vi satte os herefter i læ bag en lille busk så vinden ikke ramte os for hårdt.
Ved solopgangen krævede det lidt ekstra tålmodighed, men det var det hele værd da udsigten kom til kende.
Vi kunne nu se det kendte fænomen Sea Of Clouds som er naar skyerne ligger under dig som et tæppe.
Turen ned fra Mount Pulag var lige så spændene som turen op, trods det var samme vej ned som op. Nu var der lys og man kunne pludselig se hvor man gik og havde gået. Områderne viser sig pludselig langt mere dramatiske og store naar man har fuldt udsyn.
Vi ankom til den lille lokale by igen ved middagstid. Trætheden kunne mærkes nu. Både fysisk men også psykisk. Vi fik herefter lavet lidt middagsmad inden vi blev samlet op af en bil som ville køre os til en nærtliggende by så vi kunne fortsætte vores rejse på Filippinerne.
Oplev de smukkeste vandfald på Filippinerne, læs her:
