Læs denne guide til den perfekte dagtur i nationalparken Piatra Craiuliui

Start point for hike:

Når du lander I Bucharest sætter du din gps til Piatra Craiului. Dette er en nationalpark der ligger 2-3 timer fra hovedstaden. I dette område er der en lille by ved navn Zarnesti. I Denne by er der et turist/naturcenter ved navn Piatra Craiului National Park Visitor Center, som man kan besøge. Folkene her er utrolig venlige, og vil gerne hjælpe med at fortælle om området. Vi spurgte dem til råds om hvor de ville anbefale at man startede sit hike. De gav os information og vi gjorde som der blev sagt:

googlemaps: Fântana lui Botorog. Dette sted er ca 10-15min kørsel fra centeret. Her vil du komme til en springvand langs en asfalteret vej. Her kan du frit holde din bil hvor du vil langs vejen, og der vil højest sandsynligt være andre mennesker. Spørgs folk hvis du er i tvivl, der er altid nogen der gerne vil hjælpe.

Gul og Blå rute:

turen starter på gul rute. Efter noget tids deles ruten i enten blå eller stadig gul. Begge ruter herfra føre til en stor træhytte hvor der er mulighed for at spise og slappe af. Jeg vil anbefale at fortsætte med den gule indtil du rammer den store hytte. Herfra kan du tage den blå rute baglæns og ende i midten af den gule rute igen. Herfra går du bare samme vej tilbage som du kom fra.

Sværhedsgrad:

Den gule rute er moderat. Alle med en almindelig kondition vil kunne klare den. Man skal bare sætte dagen af til det. Folk siger ruten tager 2 timer, men den kommer nemt til at tage mere, da man stopper op og kigger på landskabet, pauser og fotografering.

Den blå rute er en del mere avanceret da den kræver at du kan kravle. Du kommer til at klatre og kravle på alle 4. Du kommer også til at skulle give dig selv op flere meter i nogle reb der er boltret ind i klipperne.

Højdeskræk nytter heller ikke noget på den blå. Der er steder hvor man er udsat når man klatre. Falder man, skrider eller glider man er der stor risiko for at man bliver slemt skadet hvis ikke man dør. Det anbefales heller ikke at gå den blå rute i almindeligt fodtøj. Det er et must at man har vandresko eller støvler, som er skridsikre.

Den blå rute vil føre dig HELT op på toppen af bjergene. Du vil komme til at opleve den vildeste udsigt ud over hele nationalparken.

Oppakning til vandreturen

Vi havde 1 taske med til 2 personer. Vi havde 4liter vand med, nødder og brød samt smøreost. Vand kan man refill ved hytten for enden af ruten. Mange vil kunne klare sig med mindre mængder vand, men jeg har behov for lidt ekstra, så det koster lidt ekstra vægt.

vi havde bukser, tshirt og trøje med. Jeg trak af tøjen det meste af dagen og gik i tanktop. På den sidste del af turen var jeg glad for at have en trøje med da jeg begyndte at fryse efter at have svedt så meget, og pludselig forsvinder solen bag træerne.

Varighed?

Alt efter om du kun tager den gule rute frem og tilbage eller du blander den blå rute i, så tager turen 3-8timer med spisepauser og det hele. Vi havde sat hele dagen af, hvilket også betød vi tog os god tid til at sidde og slappe af og nyde udsigterne.

Når du ankommer til selve hytten, vil der være mulighed for også at koble sig på røde ruter der føre endnu længere væk. Disse har jeg dog ikke kendskab til.

Læs her om vores dagstur hvor vi hikede både den gule og den blå rute:

Godmorgen – i dag skal der hikes!

Vi stod tidligt op – friske og veludhvilet. Fra hvor vi havde sovet natten over, kunne vi se op på de store bjerge, som vi snart skulle op at vandre omkring.

Vi pakkede igen en taske med det nødvendige i. Vand, chips, nødder og brød havde vi pakket, samt vores kamera. Vi havde også plads til at smide vores overtøj i tasken når det senere på dagen blev varmere. Om morgenen var der ikke mere end 10 grader, men vi vidste at det efter nogle timer ville blive 20+.

Start point

Vi ankom til startpointet som også var hvor vi havde været i går. Vi parkerede bilen langs vejkanten og spiste en smule mad inden tasken blev smidt på ryggen og vi gik hen til det tegnede kort som sad sømmet fast til et stort træskilt. Der var herfra 2 ruter. En gul rute der førte igennem landskabet og endte ved en hytte langt oppe i bjergområdet. Herfra skulle man gå samme vej tilbage. Der var også en blå rute, som man kunne koble på den gule rute når man ramte hytten. Denne ekstra rute blev beskrevet som risikofyldt da den ville føre dig op på toppen af bjergene og den vej føre dig ned på den anden side så du igen vil blive koblet på den gule rute. Det vil blive en ekstra 4 timers hiking.

Første etape – skovområdet

Jeg valgte at jeg ikke ville beslutte mig om dette endnu. Nu skulle vi først og fremmest afsted på den gule rute og opleve naturen. Vi gik afsted og startede med som dagen før at gå ind i et skovområde fyldt med de brune og gule efterårsfarver. Igen var bunden dækket af et tæppe af blade, som var så glatte at man var ved at ryge på røven. Dog var der en tydelig sti som viste at vi ikke var de eneste der gik her. Stigningen var utrolig hård, og jeg tænker at det er de første 30min på denne tur som afgør om man hopper fra. Sin kondi og sin lyst til at hike bliver testet her, men klare man denne halve time, plus minus, så vil du blive belønnet. Afmærkningen var rigtig god så der var ingen tvivl om hvor man var og hvor man skulle hen.

Åbent landskab, sol og sommer

Vi kom efter den halve time ud af skovområdet. Der havde været høj stigning hele vejen, hvilket belønnede med at vi nu var kommet op på toppen af en bakke som første os ud i en åben dal. Denne åbne dal blev belyst af solens stråler, og her kunne man nyde varmen af de godt 24-25 grader sidst i oktober måned. Imens vi fulgte de gule afmærkninger igennem dalen kunne man se toppen af de store bjerge der rakte sig i baggrunden. Vi fandt her i dalen et træhus hvor vi satte os og spiste vores madpakke og slappede af. Da vi kom til enden af dalen kom der pludselig muligheden for at tage den blå rute, eller stadig blive på den gule. Det viste sig at begge ruter herfra ville føre hen til hytten. Forskellen var blot at den blå var meget længere da den krævede man kom op på toppen af de bjerge jeg hele turen havde kigget på. Den gule ville føre dig dertil igennem et lidt mildere terræn. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om vi fortsatte med den gule rute ind til vi kom til den omtalte hytte.

Ind i den mørke skov

Resten af den gule rute gik igennem tykt bevokset skov. Ikke lige som den første strækning hvor der var efterårsfarver over det hele. Herinde var der mørkt og alligevel en del grønt. På vejen kom der også en anden hytte. Jeg blev dybt fascineret af denne på grund af dens beliggenhed. Så dybt inde i skoven og helt gemt væk fra altcivilisation. Man kunne knap ane den når man gik på den markerede sti.

Lidt efter kunne vi høre en hund gø, og herfra kom vi ud af skoven og til et åbent landskab igen. Ikke langtid herfra kunne vi se hytten der lå med udsigt ud over dalen. Her holdt vi et hvil hvor vi også fik fyldt vores vandflasker op igen. Vi spiste også en smule brød for madpakken, inden vi begyndte at læse på de guidende skilte. Vi kunne nu enten tage den gule rute tilbage, eller tage den blå rute baglæns, for så til sidst at ende i den tidligere dal hvor vi havde overvejet begge valgmuligheder.

Jeg kunne mærke at jeg blev nød til at søge efter lidt mere af den dramatiske udsigt, så valget blev at vi tog den blå rute baglæns.

Ny plan – vi skal på toppen!

Herfra gik ruten ekstremt meget op af. Underlaget man gik på var stadig jord, med træer over det hele. Som en bakke man gik op af, tæt bevokset af skov. Varmen kom heller ikke herind på samme måde, da der var konstant skygge for trækronerne. Efter en del stop og pauser for at kunne få lidt luft, stoppede stigningen for en kort stund. Herfra gik stien med en lille stigning ud af skoven og her kommer man til synet af de skarpe, enorme klippe toppe som pludselig ikke er urealistisk langt fra en. Efter at gå yderlige 10min op af forvandler underlaget sig fra jord og græs til smuldrende stenstykker. Herfra begynder man at skal hænderne foran sig til at gribe fat om kanterne, så man kan holde fast for ikke at skride ned.

Fra vandretur til klatretur

Turen bliver herfra forvandlet til halv klatring og halv vandretur. En fed kombination som også fik adrenalinen til at pumpe lidt. Jeg vender mig på et tidspunkt for at kigge tilbage – det sitre i hele kroppen når man ser hvor langt der er ned, men samtidigt også en tilfredsstillende følelse af at det jo var lige netop dette her jeg søgte!

Vi fortsætter op noget tid indtil vi pludselig ikke kan finde de blå spraymalede afmærkninger på stenene. Vi står pludselig helt stille ikke aner hvor vi er. Hvor blev den afmærkede blå cirkel af. Vi behøvede ikke at gå mange meter tilbage for at finde den sidste blå afmærkning, så vi burde ikke være gået forkert. Pludselig fanger mine øjne et blåt glimt 5 meter oppe af en klippevæk. Jeg skuer et par gange for at se efter, men den er god nok. Herefter ser jeg så et stort tykt reb som sidder boltret ind i klippen. Jeg peger derop så K kan se det. Hun er helt stille til at starte med, men vi har jo ikke rigtigt noget valg. Det er enten op eller ned. Og ingen af os har lyst til at klatre ned af det stykke vi lige har klatret op af. K tog fast og kravlede op først, og herefter gjorde jeg. Kort efter kom der endnu et stykke hvor man skulle hive sig selv op med et reb.

Ikke plads til højdeskræk!

Turen gik de næste 40 minutter virkelig stejlt op af. Det var ren adrenalin og lige nøjagtigt det her jeg havde tænkt på, da jeg stod i bunden og kiggede op på bjergene af Piatra Craioului.

Da vi kom til toppen, stoppede vi op og satte os og nød udsigten. Vi stod nu på toppen af de bjerge vi om morgenen havde kigget op på. Den næste halve time blev brugt på at gå langs toppen af bjergene – også kaldet Ridge Walking. Herfra kunne vi se hele området og dalen. Jeg kunne garanteret også se mere hvis ikke det var fordi jeg havde ladet mine briller ligge i bilen.

Ned det går!

Turen ned var faktisk utrolig hård. Heldigvis var denne side af bjerget meget bedækket af jord og mos, så vi kunne komme ned uden at skulle klatre ned. Det gik stejlt ned af – så stejlt man nogle gange skred flere meter ad gangen. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, at hvis vi havde taget den blå rute modsat vej af hvad vi gjorde, så ville vi skulle have klatret ned af den bjergside som vi kravlede op af. – nej tak.

Turen ned var utrolig ens formet. Der var ingen variation i terrænet, ingen lys grundet trænerne der skyggede og mine knæ var begyndt at blive ømme. Tanken om hvor dejligt det ville have været at veje 80kg på sådan en tur her strejfede mig nogle gange. Men så blev jeg hurtigt mindet om den næsten 110kilo tunge virkelighed + oppakning som niver i ryggen og benene så svedet står ud af hovedet på mig som et vandfald.

Tilbage til den gule rute

Efter halvanden time plus minus ramte vi bunden af dalen hvor de 2 ruter startede. Vi skulle nu blot følge den gule rute baglæns det sidste stykke. Turen igennem den åbne dal gav mig helt gåsehud. Jeg var træt og opbrugt, sulten og tørstig. Men jeg var også helt høj efter at have været oppe på toppen af bjerget. Drømmen i morges var blevet til virkelighed, og det gjorde mig utrolig glad. Efter at have gået igennem dalen igen kom vi til det første stykke af ruten som var skov. Klokken var snart aften og mørket var ved at falde på, så der var ikke meget lys herinde. Dog var der stadig mulighed for at se de gennemtrængende efterårsfarver som bladene camouflerede skovbunden i.

Da vi kom ned på den asfalterede vej hvor alle de vandrende holdt parkeret, gik vi direkte hen og åbnede bagagerummet op for at drikke de sidste rester af sodavand og rive vores fodtøj af.

Det havde været et fantastisk hike!