You are currently viewing 8 dage i Irland  – Et road trip i kassebil med smukke vandreture

8 dage i Irland – Et road trip i kassebil med smukke vandreture

Vi rejste gennem Irland i en lejet kassebil og vandrede fire af landets smukkeste ruter – fra skovene i Wicklow Mountains til toppen af Carrauntoohil, samt kørte den smukke rute Ring of Kerry. Undervejs sov vi i bilen, på en billig luftmadras, lavede mad på Trangia og oplevede naturen helt tæt på. Det var simpelt, råt og fyldt med frihed. En rejse der viser, at store eventyr ikke kræver hverken luksus eller erfaring – bare lysten til at komme ud og opleve landet.

Jeg vil i denne artikel beskrive rejsen på bedste vis, sådan at du kan rejse afsted og opleve det samme.

Vandreturene i Irland

Del 1 – Wicklow Mountains: Djouce og Crone Woods

Vi startede vores irske vandreeventyr i Wicklow Mountains National Park – kun en lille times kørsel syd for Dublin. Vores base var den kassebil, vi havde lejet hjemmefra. Herfra var det let at komme ud i naturen, og første stop blev Djouce og Crone Woods. Vi parkerede bilen ved Crone Woods trailhead og begav os ud på stien med udsigt til både skov og bjerge.

Stien snor sig gennem tæt granskov, og underlaget er nemt at gå på. Efter kort tid kom vi til et åbent udsigtspunkt, Ride Rock, hvor man kan se ud over hele dalen – med Powerscourt Waterfall som prikken over i’et i det fjerne. Jo længere vi kom op, desto vildere blev udsigten. En boardwalk af træ fører over højmosen og hele vejen op til toppen af Djouce, hvor man kan stå og se ud over Wicklow-bjergene og Lough Tay – også kaldet Guinness Lake.

Det fede ved denne rute er, at den er overkommelig for de fleste. Vi brugte omkring fem timer i alt, med god tid til pauser. Det var en skøn måde at starte turen på – frisk luft, store udsigter og den ro, der kun findes i skov og bjerg.

Del 2 – The Spinc, Glenealo Valley

Dagen efter satte vi kursen mod Glendalough, hvor vi ville gå den klassiske rute The Spinc. Det er en loop på cirka ni kilometer, som starter ved den gamle klosterruin og stiger op langs Poulanass-vandfaldet. Trappen op gennem skoven var hård, men udsigten fra toppen gjorde det hele værd.

The Spinc følger en gangbro langs klippekanten over den øvre sø. Heroppe har man panoramaudsigt over hele dalen, og man føler virkelig, at man er højt oppe. Luften var frisk, og stilheden blev kun brudt af ravnene, der kredsede over os. På vejen så vi vilde bjerggeder og gik forbi gamle minebygninger, inden vi fulgte dalen tilbage langs søen.

Det er en rute, der har det hele: udsigt, historie og varieret terræn. Den er også velafmærket og ret populær – og det forstår man godt. Det er en af de ruter, der viser, hvor meget Irland har at byde på, uden at det kræver særligt udstyr eller erfaring.

Del 3 – Coumshingaun Lough, Comeragh Mountains

Et par dage senere kørte vi sydpå til Comeragh Mountains. Her fandt vi en skjult perle – Coumshingaun Lough. En rund bjergsø, der ligger som en sort skål midt i klipperne. Turen op til kanten er hård. Det går stejlt op ad med løse sten og højt græs, men belønningen venter for enden.

Fra toppen kan man kigge ned på søen, som ligger helt stille, omkranset af lodrette vægge. Vi gik hele vejen rundt om søen – over klipper, græs og små stier. Det føltes som at være midt i ingenting, kun os og naturen. På klare dage kan man se helt ud til havet.

Turen er ikke lang – omkring seks kilometer – men den føles vildere og mere afsides end mange andre. Vi startede tidligt, så vi havde stedet næsten for os selv. Det var en af de ture, hvor man virkelig mærker naturens kraft og stilhed.

Del 4 – Carrauntoohil, Irlands højeste bjerg

Sidste store udfordring på turen var Carrauntoohil – Irlands højeste bjerg. Vi overnattede i bilen ved Cronin’s Yard og stod tidligt op for at tage den klassiske rute via Devil’s Ladder. Turen starter roligt gennem en grøn dal, men bliver hurtigt stejl, når man når selve stigen. Her skal man bruge hænderne og passe på de løse sten.

Det sidste stykke til toppen er stenet, men mere jævnt. Og så – pludselig – står man der, ved det store kors på toppen, 1038 meter over havet. Udsigten er vild. Søer, bjerge, havet i det fjerne. Man føler sig lille og stor på samme tid.

Det er en krævende tur, men stadig en, mange kan klare, hvis de tager sig god tid og har det rigtige udstyr med. For os blev det et højdepunkt – bogstaveligt talt – på en tur fyldt med frihed, natur og oplevelser, der er tilgængelige for alle med lysten til at tage af sted.

Road trippet

Køreturen starter i Dublin hvor bilen afhentes i lufthavnen. Herfra brugte jeg googlemaps, hvor jeg instillede appen til IKKE at bruge motorvej eller betalingsveje. På den måde får du lov at køre på de små smukke veje som Irland byder.

Jeg havde de 4 vandreture som punkter at køre efter, samt Ring of Kerry. indtast disse destinationer i denne rækkefølge når du har hentet din bil i lufthavnen.

Wicklow Mountains

The Spinc, Glenealo Valley

Coumshingaun Lough, Comeragh Mountains

Ring of Kerry

Carrauntoohil

Herefter sætter du ruten til Dublin igen – og her kører du vej af genbrugsbutikker hele vejen tilbage. Det brugte vi en hel dag på hvilket var vildt hyggeligt. K fik købt en masse fedt tøj, og jeg fik da også købt en smule. Det er en god måde at runde rejsen af på!

Pakkeliste

Pakkelisten til denne rejse er simpel – og det SKAL den være. Det er hele pointen med denne rejse

Vi pakkede 1 stor taske, hvor vi havde 2 sæt tøj med hver, samt et sæt regntøj. Herudover havde vi 5x strømper og underbukser med også. Herudover havde vi en luftmadras med som vi købte i JYSK for 100kr. Soveposer medbragte vi også, så vi var klar til at sove bag i den kassebil som vi havde lejet. Det lyder måske lidt specielt, men jeg garantere det fungere. Hele denne rejse er som tidligere nævnt meningen at skulle være simpel, så du kan bruge tiden på at nyde rejsen og den smukke natur Irland besidder.

Pakkelisten:

1x Varm jakke (Helly Hansen Odin jakke)

1x Regnjakke (Helly Hansen Loke jakke)

1x Regnbukser (Helly Hansen)

2x vandrebukser (Helly Hansen Odin Shell Pants)

2x uldtrøjer (Helly Hansen Merino uldtrøjer)

1x Vandresko ( Helly Hansen Feather Swift)

1x Støvle (Mine Blundstone som i gav mig i fødselsdagsgave)

5x strømper (billige random strømper)

5x underbukser (billige random)

1x Sovepose (Nordisk Outdoor Mummy Sovepose)

1x Luftmadras (billig dobbeltluftmadras fra Jysk)

1x trangiakøkken

5x dryfood Realturmat. Alt mad købte vi i supermarkeder i Irland undervejs. Disse dryfood spiste vi faktisk slet ikke, men jeg havde taget dem med, hvilket også vises i en af videoerne på instagram.

1x Kamera Sony Alpha Mark 4

1x 17mm 2,8 Objektiv

1x Gopro Hero 12 Black

3x Powerbank 20mpA  (GOJI købt i POWER) Alt på nær elektronikgrejet bliver pakket i en 120 L Thuletaske, hvor Ks grej også bliver lagt i. Mit elektronikgrej, kom med i en 40L Thule taske, som jeg brugte som håndbagage, og som vi samtidigt også kunne bruge som rygsæk på de vandreture vi skulle på.

Leje af bil til rejsen

At leje en bil til denne tur, er en stor del af at få denne tur til at blive så billig som muligt. Jeg fik den ide at vi kunne leje en kassebil. Vi har lejet mange forskelliuge typer biler og campervans igennem de seneste år, men aldrig en almindelig kassebil.

Hvorfor leje en kassebil?

Pointen med kassebilen var at have et sted hvor vi kunne sove, samtidigt med vi også kunne transportere os. Vi har før sovet i almindelige biler, men tanken om en kassebil gav pludselig mening, nu hvor vi også gerne ville lave en rejse som ikke skulle koste alt for meget. Dette er også grunden til ikke bare at vælge en campervan.

Hvor lejer man bilen?

Jeg ljede vores bil igennem Budget cars, som også er en del af AVIS. Jeg lejde den på https://www.budget.ie/

Hvad koster det at leje en kassebil for 8 dage?

Jeg betalte 1600kr for at leje den i de 8 dage. Denne pris kan sikkert være lavere eller højere alt efter datoer. Da vi kom for at afhente bilen, begyndte de at forsøge at lave en masse ekstra mersalg. Jeg er sikker på at hvis man siger ja til alt, så koster det sikkert 10.000kr før man er færdig. Jeg sagde nej til alt, pånær en forsikring som gjorde at selvrisikoen gik fra 3000euro, som også skal reserveres på kortet, som jeg så ikke kunne, da mit kort er et mastercard, hvilket ikke virker da de vil have VISA, til at selvrisikoen blev 200euro. Det kostede 1300kr ekstra, hvilket gjorde at den totale pris for bilen til 2900kr for de 8 dage.

Pris for brændstof: Vi brugte 920kr på diesel.

Overnatning i bilen var heller ikke noget problem. Vi brugte en gratis app som hedder Park4theNight. En gratis app der viser steder hvor man kan overnatte i bilen uden at bryde nogle regler. En genial app der virker i mange lande.

Jeg er i skrivende stund i gang med at lave en Youtube video omkring hele rejsen. Når den er lavet, vil den også blive lagt herind på artiklen.

Jeg håber at du får mod på at rejse ud i verden efter at have læst denne artikel. At rejse behøver ikke være vildt dyrt, og absolut heller ikke teknisk eller besværligt.

Leave a Reply