Intro Peaks of the Balkans
Solskin den ene dag, sne den næste – bjergene på Balkan forstår at overraske. I 12 dage vandrede K og jeg ad “Peaks of the Balkans”-ruten gennem Albanien, Kosovo og Montenegro med et lille telt som eneste tag over hovedet. Udstyret med AllTrails-appen som min digitale vejviser og Real Turmat frysetørret mad som brændstof krydsede vi hver af de tre landes højeste bjerge. Undervejs mødte jeg gæstfrie bjergfolk, der bød på varme smil i de kolde højder og gav mig et unikt indblik i deres fjerne verden. Eventyret startede i den lille bjergby Theth i det nordlige Albanien, blot et døgn efter at jeg landede i hovedstaden Tirana. Allerede fra første skridt mærkede jeg, at dette ville blive et vandreeventyr ud over det sædvanlige.
Praktisk information:
Ruteafstand & højdemeter: Ca. 192 km lang vandrerute (cirkulær) med omkring 12.000 meter samlet stigning/nedstigning
Officielle start/slutpunkter: Ruten er en rundtur uden fast start eller slut – de mest anvendte startpunkter er Theth (Albanien), Pejë (Kosovo) og Plav (Montenegro)
Terræn: Høj-alpint bjergterræn i Prokletije-massivet (kaldet “De Forbandede Bjerge”, en del af Dinariderne) med spektakulært karstlandskab: høje bjergpas, dybe gletsjerdale, forrevne kalkstenstoppe og klare bjergsøer
Sværhedsgrad: Moderat til krævende – ruten er ikke teknisk vanskelig, men lange dagsetaper (typisk 10–20 km med ~1000 m stigning) stiller krav til god kondition
Anbefalet sæson: Midt juni til september er ideel vandretid
Juli–august byder på varmest vejr (~25 °C i dalene) og flest vandrere, mens juni og september (og tidlig oktober) har færre folk og normalt ingen sne på ruten
Tilladelser: Grænsetilladelse skal søges inden afrejse, da ruten krydser grænserne mellem Albanien, Kosovo og Montenegro flere gange uden officielle grænseovergange (VI BLEV ALDRIG TJEKKET)
Vi fik vores tilladelse via https://www.zbulo.org/services/border-crossing-permits-peaks-of-the-balkans-via-dinarica/
Overnatning: Overnatning foregår typisk i lokale gæstehuse/homestays i landsbyer langs ruten (f.eks. Theth, Valbona, Dobërdol, Plav), som tilbyder en seng og traditionel mad. Det er muligt at medbringe telt og campere, men de fleste vandrere klarer turen ved at benytte landsbyernes simple men gæstfri overnatningssteder. Vi sov dog i telt under hele vandreturen.
Forsyninger undervejs: De fleste gæstehuse serverer måltider baseret på lokale råvarer, så man kan spise sig mæt på ruten
Mulighederne for at købe ekstra proviant er begrænsede – egentlige butikker findes primært i Plav og Theth
Drikkevand kan tankes i alle landsbyer; vand fra kilder mellem beboelser bør filtreres eller renses pga. græssende dyr
Pakkeliste
12 dages vandreeventyr på Peaks of the Balkans
Albanien
Ankomst til den lille by Teth
Langt oppe i bjergene var vi nu ankommet til den lille by Teth. De 2 lokale drenge, som havde kørt os hele vejen fra hovedstaden, fik deres penge, og vi sagde tak og de sagde farvel. Herefter tog vi taskerne på ryggen, og vandrede ind i den lille bjerg by. Her mødte vi en masse andre lokale og glade vandrer, som både var ved at planlægge vandreture eller lige havde afsluttet dem. De fleste var på dagsture i det smukke område, men vi fandt alligevel nogle stykker, som havde vandret hele Peaks of the Balkans ruten. Dem snakkede vi med, og vi fik lov at få deres Gas, da vi ikke kunne købe gas som passede til vores jetboil. Heldigt for os!
Næste morgen startede vandringen for alvor. Vi begav os af sted ved solopgang, mens disen endnu hang mellem fyrretræerne. Stien førte os gennem duftende skovbund og op ad stejle stigninger mod Valbona-passet. Undervejs passerede vi et lille interimistisk café-skilt malet på træ; til vores overraskelse lå der faktisk en simpel bjergcafé midt i skoven! Vi nød en stærk tyrkisk kaffe ved et rustikt træbord med udsigt til de takkede tinder. Kristine smilede over sin dampende kop og sagde: “Tænk at man kan få kaffe herude!” – et lille tegn på, at civilisationen trods alt ikke var helt forsvundet i ødemarken.
Over tre dage i Albanien krydsede vi høje pas og dybe dale. Hver dag bød på nye landskaber: først den frodige Valbona-dal med grønne enge og vilde hesteflokke, senere mere øde egne nær grænsen til Kosovo. På andendagen vandrede vi fra Valbona til den lille bjerglandsby Çerem. Denne etape startede idyllisk langs en bred grusvej ved floden, men blev snart mere krævende da vi tog en alternativ sti op gennem et skarpt pas. Belønningen var storslået – på toppen åbenbarede der sig et panorama af endeløse bjerge i alle retninger. Vi stod målløse i blæsten; Kristines øjne fyldtes med tårer af ren begejstring over udsigten. I det øjeblik følte vi os små i det store landskab, men også dybt forbundne med naturen og hinanden.
I Çerem fandt vi et par spredte stenhuse og en håndfuld indbyggere. Vi fandt en forladt lade, hvori vi slog lejer for natten. Det var regnvejr, og vi var endt midt i den lille lokale by, så vi ville ikke vække for meget opsigt med vores telt. Derfor blev det i laden at vi slog lejr. Uden elektricitet i landsbyen var aftenen mørk og stjerneklar. Senere sad Kristine og jeg udenfor indpakket i vores soveposer, og kiggede op på en himmel fuld af stjerner. Mælkevejen var så tydelig. Sidst jeg husker den så tydelig, var på vores vandretur GR20 hvor jeg også lå og kiggede på den, oppe i Korikas bjerge.
Næste dag i Albanien førte os endnu mere afsondret til Dobërdol, et højtliggende sæterområde tæt på trelandepunktet. Stien blev til et gedespor mellem alpine enge, hvor køer og får græssede uden hegn. Vi hilste på hyrder iført traditionelt tøj, der nikkede venligt og pegede os i den rigtige retning med deres stave. Solen bagte denne eftermiddag, og vi måtte ofte holde pauser for at drikke vand.
Dobërdol var ikke en egentlig landsby, men snarere en samling græstørvsklædte hytter på en høj slette omringet af bjergtoppe. Her boede kun hyrder om sommeren. Vi fandt frem til en af de større hytter, hvor en familie tog imod trætte vandrere. Forholdene var primitive – ingen rindende vand, vi købter lidt snacks de havde tilsalg, og herefter vandrede vi en kilometer væk, hvor vi fandt et lille spot til vores telt. Her slog vi lejr for natten, og lå i de smukkeste omgivelser man kan forestille sig. Et rigtigt paradis for folk som elsker at vandre.
Næste morgen vinkede vi farvel til Albanien for nu. Med rygsækkene pakket og sindet fyldt af indtryk begav vi os mod grænsen til Kosovo. Der var ingen grænsebom eller hegn på vores rute – kun en kam på en bjergside markerede skellet. Efter en lang opstigning stod vi pludselig på selve højderyggen, hvor et lille falmet skilt fortalte, at vi nu trådte ind i Kosovo. Vi så tilbage mod Albanien, hvor morgensolen ramte de tinder vi havde krydset, og så frem mod nye, ukendte dale i Kosovo. Spændingen sitrede i mig; foran os ventede endnu et land og nye eventyr.
Kosovo
Allerede få skridt inde i Kosovo føltes landskabet anderledes. Bjergene her virkede blødere formede på afstand, med store grønne højdedrag, men snart fandt vi ud af, at de var lige så vilde og øde som i Albanien. Stien fulgte en højderyg med udsigt til begge sider – mod venstre kunne vi skimte Albaniens takkede toppe, og mod højre dukkede Kosovos vidstrakte højland op. Luften var køligere heroppe, og en let brise bar duften af fyrretræ og noget sødt fra de vilde blomster under vores fødder. Kristine gik forrest i et roligt tempo; efter flere dages vandring var vores kroppe ømme, men havde fundet en rytme. Der opstod en dejlig stilhed og ro mellem os, hvor kun vinden og vores skridt på stenene kunne høres – en form for meditativ vandring, der lod tankerne vandre frit.
På vej ned fra højderyggen mødte vi en flok får ledt af en ældre hyrde. Han bar en uldtrøje og havde et rynket, vejrbidt ansigt. Da han så os, udbrød han med glad stemme: “Mirëdita!” – goddag på albansk. Lettede over at kunne bruge de få gloser vi havde lært, hilste vi igen: “Mirëdita!” Hyrden gav hånd og spurgte ivrigt på albansk, hvor vi kom fra. Vi forstod kun brudstykker, men da vi nævnte “Danmark”, lyste han op og nikkede. Med hænderne tegnede han bjerge i luften og pegede mod stien, og vi forstod, at han fortalte os, at der ikke var langt til næste stop.
Højalpine enge og bløde bjergrygge i Kosovos del af ruten, hvor skyerne spejler sig i små bjergsøer.
De følgende dage i Kosovo tog os dybere ind i et landskab af højalpine enge, klare bjergsøer og forrevne klipper. På andendagen i Kosovo vandrede vi mod Reka e Allagës gennem et af de smukkeste partier på ruten. Stien snoede sig op gennem en dal, hvor en brusende bæk fulgte os det første stykke. Hen mod middag begyndte skyer at trække sig sammen, og pludselig åbnede himlen sig i en kort, intens regnbyge.
På det højeste punkt denne dag kom vi forbi to spejlblanke bjergsøer omgivet af lave enebærbuske. Vi satte os ved bredden af den største sø for at hvile. Solen fik vandet til at glitre som en million diamanter. I den friske, tynde luft følte vi en næsten overjordisk ro. Jeg lagde mit hoved på Kristines skulder, mens vi sad der og bare tog det hele ind i tavshed. Bagefter fortalte hun mig, at hun havde tænkt på, hvor meget turen allerede.
Senere samme eftermiddag nåede vi frem til Reka e Allagës, som viste sig at være blot et enkelt gårdkompleks i en dalbund. Her slog vi også teltet op for at overnatte for natten. Udenfor løb en iskold kilde, hvor vi kunne vaske støvet af ansigtet og fylde vores drikkedunke. Mens mørket faldt på, stod vi igen under en pragtfuld stjernehimmel. Jeg genkaldte mig et øjeblik nyhedsudsendelserne fra min barndom om krigene på Balkan – især Kosovo-konflikten i 1990’erne. En konflikt jeg i de seneste år har læst og lyttet til via lydbøger og podcast, og som jeg har fundet intressant – og det slog mig som et paradoks, at jeg nu stod her i fred og fordragelighed midt i denne tidligere urolige region. Kristine sagde stille, at hun havde tænkt det samme: hvor utroligt det er, at noget så fredfyldt og smukt kan findes et sted, der engang kun blev nævnt i forbindelse med konflikt og lidelse. Vi blev enige om, at de mennesker vi havde mødt på vejen, havde vist os en side af Kosovo fuld af varme og håb for fremtiden.
Den tredje og sidste vandredag i Kosovo bød på en opstigning mod grænsen til Montenegro. Vi startede tidligt fra dalen, mens disen endnu lå som et tæppe over engen. Stigningen gik gennem tæt skov og åbnede siden ud mod klippefyldte højder. Vi tog os god tid – dels fordi stigningen var krævende og vores ben efterhånden tunge, dels fordi vi vidste, at dette var vores sidste timer i Kosovo. På vej mod passet passerede vi en forladt betonbygning – muligvis en gammel militærpost – nu overgroet af buske. Det mindede os om fortidens vogten af grænserne her. Ved passet selv stod der kun en varden af sten stablet af vandrere og et skilt med “Mirë se vini në Mal të Zi” (Velkommen til Montenegro) på den ene side og “Mirë u pafshim Kosovë” (Farvel Kosovo) på den anden. Vi stoppede op på toppen, indhyllet i vind. For tredje gang på rejsen skuede vi ind i et nyt land. Foran os lå Montenegros dramatiske bjerge. Vi delte en chokoladebar som lille sejrsbelønning og omfavnede hinanden – stolte over at have krydset endnu en grænse til fods.
Montenegro
Montenegros del af turen tog pusten fra os på en ny måde. Her var bjerglandskabet både barsk og storslået. Straks efter grænsen førte stien os langs en stejl klippeside med udsigt ned til en dyb dal. Længere fremme kunne vi se takkede tinder rage op; dette var Prokletije, Montenegros del af de Forbandede Bjerge, hvor naturen syntes uberørt og vild. Terrænet i begyndelsen af Montenegro-etapen var udfordrende – små serpentiner på grus og løse sten. Vi gik forsigtigt og støttede hinanden over de svære passager. På et tidspunkt skulle vi krydse et sted, hvor et jordskred havde ødelagt stien. Jeg var nervøs for at glide på den løse jord, men Kristine tog roligt min rygsæk for at gøre mig lettere og rakte sin hånd ud. Ét skridt ad gangen kom vi sikkert over, og på den anden side brød vi begge ud i lettelsesgrin og et high-five. Hendes omsorg og klippefasthed i det øjeblik var uvurderlig – igen mærkede jeg, hvordan vi som team kunne klare alt denne tur kastede vores vej.
Snart ændrede landskabet sig igen. Vi kom ind i et åbent område med frodiggrønne skråninger. Foran os, lidt nede i en dal, lå Babino Polje, en lille klynge gårde, som blev vores næste stop. Inden vi nåede helt ned, tog vi en afstikker til Hridsøen.
I Babino Polje var der lige som de andre steder mange muligheder for at blive inlogeret på div værelser. Vi valgte dog stadigvæk vores primitive telt, og fandt et sted hvor vi i ro og fred kunne slå det op – og ja vi faldt i søvn med et brag.
Næste dag tog ruten os videre mod byen Plav, som er en af de større bebyggelser på ruten (dog stadig en lille by). Det var en lang dagsmarch ned gennem skove og forbi enge med græssende køer og heste. Undervejs fik vi øje på et par ørne, der cirklede højt oppe på himlen over en kløft – et storslået syn som vi stod længe og beundrede. Udmattede, støvede og lykkelige nåede vi frem til Plav hen på eftermiddagen. Plav ligger smukt ved bredden af Plav-søen, og for første gang i over en uge så vi en købmand, asfaltveje og biler. Det føltes næsten surrealistisk at være tilbage i lidt mere civiliserede omgivelser. Vi fejrede ankomsten med en sodavand og chokolade fra en butik – simple fornødenheder vi aldrig har sat så stor pris på som i det øjeblik! Aftenen bød også på lokal mad på en resturant – det smagte vanvittigt godt -og jeg tror vi spiste så meget at de blev helt bekymret.
Efter ædegildet var slut, skulle vi videre hen for at slå teltet op. Her fandt vi efter lidt søgen, en græsplæne hvor vi for 10 euro kunne slå teltet op. Det gik meget godt i starten, ind til at en flok unge drenge begyndte at kaste sten efter vores telt. Det fik mig til at blive paranoid – og vi blev herefter hurtigt enige om at det var bedre vi overnattede indendørs den aften, så jeg kunne få ro. Derfor bookede vi et værelse til natten, inden vi næste morgen pakkede sammen, og gik videre.
Udsigt til Montenegros vilde bjerge – et landskab af rå klipper, grønne dale og tindrende himmel.
Den næstsidste etape gik fra Plav til den afsidesliggende landsby Vusanje (også kendt som Vuthaj) tæt ved grænsen til Albanien. Dette blev en af de mest mindeværdige dage på turen. Vi startede tidligt, veludhvilede og i højt humør efter komforten i Plav. Stien førte os opad gennem en tæt skov, hvor morgenlyset faldt i gyldne striber mellem træerne. Efter nogle timers vandring kom vi til en højderyg, hvorfra vi kunne se ned i den fantastiske Grebaje-dal – en dal omkranset af sylespidse kalkstensbjerge. Det syn var så dramatisk, at vi tabte pusten. Vi sad på en klippeafsats og spiste vores frysetørrede mad, som vi lige havde kogt på jetboilen
Nedstigningen til Vusanje gik forbi brusende kilder og vandfald, der sprang ud af klippevæggene – området er kendt for sine karstkilder. I Vusanje bemærkede vi straks kulturblandingen: vi hørte både kirkeklokker og en fjern moské-kald til bøn omkring solnedgang. Landsbyen bebos af et albansk mindretal, så her kunne vi igen gøre brug af de albanske høflighedsord, vi havde lært. Vi krydsede igennem byen, for derefter at komme til en øde strækning. Her slog vi teltet op på den smukkeste plads, som var den skabt til et telt. Vi var efterhånden trætte, så vi sad bare og snakkede og hvilede, inden vi hoppede i seng.
Sidste vandredag
Vi var spændte på at nå målet, men også vemodige over, at eventyret nærmede sig sin afslutning. Fra Vusanje førte en stejl sti os op mod Pejës Passet, det højdedrag der markerer grænsen tilbage til Albanien. Det var en hård opstigning på over 1000 højdemeter. Solen bagte fra morgenstunden, og vi holdt hyppige drikkepauser i skyggen af klipper undervejs. Stien zig-zaggede op ad bjergsiden, og udsigten blev mere og mere storslået for hvert skridt. K gik lige bag mig, og vi udvekslede opmuntrende bemærkninger og smil, selvom vores ben brændte af anstrengelse.
Pludselig ændrede vejret sig, og alt blev forvandlet til en tåget grå udsigt. Sigtbarheden blev dårlig, og det begyndte at regne. Vi stod nu med udsigten ud over område hvor Teth lå. Vi kunne bare intet se. For at komme til Teth, skulle vi nu ned af bjerget. Det tog mange timer, grundet de dårlige vejrforhold, men efter mange timers intens vandren, stod vi nu pludselig forean det sted hvor vi startede!
Jeg huskede her at et lokalt hotel havde givet os nogle rester fra gasflasker, ved starten af vandreturen, og her gik vi så ind og var heldige at der var et værelse. Vi bookede det med det samme, og blev herinde i 2 dage, inden vi gjorde klar til at forlade byen.
Vi tog en lokal bus fra Teth mod Tirana, hvorfra vi også blev et par dage, inden vi rejste hjem til Danmark.
Denne tur var den sidste af de mange vandreture vi havde planlagt at tage i streg. Peaks of the Balkans blev krøllen på halen i en vanvittig række af vandreture.
Finnmarken på ski
Gr20 over Korsikas bjerge
Denne tur var den sidste af de mange vandreture vi havde planlagt at tage i streg. Peaks of the Balkans blev krøllen på halen i en vanvittig række af vandreture.
Finnmarken på ski
Gr20 over Korsikas bjerge
Artic Circle Trail igennem Grønland
