Vandretur til Prædikestolen, Norge
Den første rejse vi tog sammen var en vandretur til Prædikestolen (Norge) i december måned 2017. Jeg havde selv været der før, og ønskede derfor at K skulle opleve hvor utrolig smukt og fredfyldt der er, når du når op til toppen af bjerget, og kan se den smukke udsigt ud over Lysefjorden. Vi havde derfor nogle måneder før snakket om denne tur, og pludselig skulle det være! Jeg fik i min hast besluttet at vi skulle derop i starten af december, og dertil fik vi i fællesskab bestilt færge billetter fra Hirtshals – Stavanger.
Vi rejste om aftenen og sejlede i godt 12 timer for at komme dertil. Vi ankom til Stavanger klokken 06 og kørte herefter i godt en time for at nå til start point af vandreturen. Jeg havde så glemt at informere om at jeg er natteblind (og jeg havde også glemt mine briller) – så efter vi havde kørt 500meter bremsede K mig og sagde hun nok hellere måtte køre! Der var jo umenneskelig mørkt deroppe på denne tid af året og døgnet, og det opdagede jeg jo også at der var, da vi ankom til start-point på vandreturen!
Modsat sidste gang jeg var der, var der ikke en eneste bil parkeret ved starten. Sidst jeg var der, var der nok 2-300 biler parkeret. Dette undrede mig lidt, men det gav senere på turen god mening hvorfor! Vi pakkede vores tasker fra bilen og begyndte at vandre på stien om mod dalen til prædikestolen. Der var stadig meget mørkt, og det var næsten ikke til at se noget. Oven i dette regnede det også meget voldsomt, men humøret var i top hvilket og gjorde motivationen til turen stadig var der, trods de ikke helt beregnede forhold vi skulle gå i. På vej derop så vi et par advarselsskilte, men disse ignorerede jeg hurtigt, og forsikrede at det bare var noget turist pjat.
Efter vi havde vandret i en time og ikke set nogle som helst på turen, begyndte det også at blive besværligt at gå ruten. Stenene vi gik på var glatte, og det var svært at orrientere sig pga regnen og det manglende lys fra solen. Oven i dette var vi også plask våde, men stadig var humøret højt, så vi hyggede os stadig! Jeg gentog også gang på gang at hun bare skulle glæde sig til at stå på toppen, og at det uanset hvad, var det hele værd.
Pludselig kan jeg i horrisonten høre noget vand der larmer meget – nærmest som en flod eller et vandfald. Dette undrede mig igen, for jeg mindes ikke at der var sådan ting på turen. Da vi kommer ca 100 meter længere frem ser jeg til min store forbløffelse at hele området er oversvømmet, og der oppe fra andre bjergtoppe er dannet en flod der løber igennem det hele, og har oversvømmet både stien og broen man skal gå på. Det hele står pludselig stille for mig – kommer vi overhovedet derop nu? Nu har jeg slæbt K hele vejen herop, for at glemme at undersøge om det overhovedet er muligt at gå herop i december måned. Jeg følte mig som en kæmpe idiot, og lige meget hvor stædig jeg var, måtte jeg til sidst erkende at vi ikke kom op til toppen. Turen sluttede her! Vi gik efterfølgende hele vejen tilbage, for så at blive mødt af et lille rednings team, der var sendt op for at lede efter os, da de kunne se vores bil var parkeret i bunden. Det blev pludselig en lidt mere ekstrem tur, end jeg havde reklameret for inden vi tog afsted. Men vi kom sikkert ned, og kunne heldigvis grine af det. Men det var samtidigt på denne tur, at vi oplevede hvor meget vi nød at være ude i naturen, væk fra dagligdagen, og alle dens problematikker. Vi opdagede samtidigt også hvor gode vi var i hinanden selskab, og hvor meget vi kunne hygge os under selve ”rejsen” til målet – dette blev også grunden til at jeg satte mig for at vi SKULLE tilbage i det nye år, så K kunne få lov at stå på toppen, og opleve hvad det var jeg snakkede om.
