Intro
Kunne du tænke dig at opleve naturen og kulturen i det nordlige Thailand uden at drukne i turistbusser og alt dets kaos? – tag chancen og lej en scooter. Jeg vil i dette blogindlæg beskrive hvordan vi gjorde det sidste gang vi var i Thailand.
Vi havde sagt til hinanden allerede hjemmefra, at på denne ferie handlede det ikke kun om selve oplevelserne man direkte søger, men også hele ”vejen” til den valgte oplevelse, skulle blive til en oplevelse i sig selv.
Billetterne var bestilt, og jeg havde på forhånd aftalt nogle besøg på et børnehjem samt et krise-center for kvinder (disse oplevelser vil jeg beskrive i et andet blog-indlæg), men ellers havde vi ikke lagt den helt store plan for ”hvordan og hvorledes”.
På en rejse nogle måneder tidligere til Vietnam, fandt vi det interessant at prøve at spare penge hvor man kan, og lige tænkte en ekstra gang før man bare vælger det første og bedste. Bevidstheden om at spare gav os et indblik i hvad vi ikke behøver, og hvad vi i større grad kan undvære. Det behøver ikke være ”surt” at tælle penge, og regne på hvor meget man kan tillade sig at bruge de enkelte dage. Det giver tværtimod en følelse af selvsikkerhed og kontrol (uden at miste følelsen af frihed), som giver en bevidsthed om at man slet ikke behøver alt det man umildbart ville købe. Man kan pludselig rejse mere, da udgifterne kan blive mindre. For mit vedkommende er dette noget jeg finder spændene, især da det er muligt uden at kvaliteten af rejsen bliver mindre. Og lige som så meget andet begynder man at rykke grænser. Vi var begge to også blevet fascineret af muligheden for at kunne bevæge os fra sted til sted, og ikke bo ét sted under hele ferien. Den tidligere rejse i Vietnam sad vi begge bag på 2 som kørte os rundt på hver sin scooter, og dette var vi vildt begejstret for, da det gav den ultimative følelse af frihed!
Hvordan kunne vi så overgå denne følelse af frihed fra sidst? – ved SELV at køre turen.
I starten havde vi taget kontakt til en vi kendte fra en tidligere tur til Thailand (man danner netværk ved at rejse) for at høre om han kendte nogen der kunne guide os, det gjorde han selvfølgelig, men pludselig begyndte prisen for rejsen at stige i vejret da han selvfølgelig skulle betales. Jeg sad herhjemme og rykkede mig i håret og tænkte at det kunne ikke passe at jeg ikke selv kunne køre og finde vej, og derfra blev jeg stædig. Det SKULLE lykkes. Alle planer om guides osv. blev nedstemt ved enevælde og derfra gik jeg i gang med at læse op på hvad, hvor og hvordan jeg fik stablet et scooter-road trip som varede godt 11 dage på benene til K og jeg.
Efter en del læsning og planlægning blev turen fastlagt. Vi ville bruge de første par dage i byen Chiang Mai, herefter ville vi køre i et loop rundt om det der hedder Mae Hong Son provinsen (600km). Loopet kaldes også Mae Hong Son Loop. Denne rute føre dig igennem utallige forskellige landskaber, højder, temperaturer og kulturelle oplevelser. Vi fik følelsen af at opleve Thailand fra den ikke så turistede side. Ingen neonlys og larmende techno tuk tuk’er. Det typiske salgs-rush du også kan blive angrebet af som turist i et land, var heller ikke til stede her. Du blev ikke hevet i og råbt ad, i håb om at du ville købe noget. Vi fik oplevelsen af at kunne nyde naturen og de små byer, samt følelsen af at vi var velkommen, men ligeledes kunne de også klare sig om vi kom der eller ej. Det var følelsen af et utroligt gæstfrit land. Følelsen når vi kørte igennem de store bjerge gav et helt sus i maven. Jeg følte mig så lille, ligeledes følte jeg mig så fri.
Når vi kørte igennem de grønne skovområder, følte jeg at vi var med i et jungleeventyr. Alt i disse skove er bare større. Bladene på træerne er så store man kan bruge dem som dyne, fuglene synger i så mange forskellige toner at det er bedre end P3 og farvespillet som lyset fra solen, den blå himmel, og de grønne blade kan danne er så flot at jeg nogle gange måtte slukke scooteren, for bare at stå og kigge på det. Maden man oplever på dette Road trip er lige så fantastisk som det andet beskrevet. Jeg havde på forhånd sagt at jeg skulle have ja-hatten på, og smage selv de ting jeg ikke ved første syn brød mig om. Heldigvis er K god til at vi køber forskellige retter og deler dem. Man SKAL smage lidt af det hele.
Efter at selve Loopet var kørt (600km) valgte vi så at fortætte 270km længere nord på, op til byen Chiang Rai, da vi havde kørt loopet en del hurtigere end hvad jeg havde beregnet. Vi havde 4 dage ekstra at gøre med, og disse blev brugt rundt omkring Chiang Rai, hvor vi søgte bland andet søgte efter vandfald og templer.
Dag 1: Tempeltur. Chiang Mai – Chaloem Phra Kiat
Vi havde inden Road trippet startede opholdt os nogle dage i Chiang Mai og også her lejet vores scooter dagen før, så den var klar. Vi lejede den hos Mr Mechanic – kanon service!
Vi kørte afsted om morgenen, med hjælp fra en App kaldet MapsMe. Det er i princippet det samme som googlemaps, men den giver dig anderledes ruter som slet ikke er på googlemaps. Det vil sige du undgår de traditionelle ruter som også er meget trafikerede. Den virker også offline. Ruten førte os ud af Chiang Mai hvorefter vi kørte godt 20km på motorvej. Her for du ikke den fedeste følelse af frihed, men nok mere at du skal passe på ikke at blive ramt af de store lastbiler der bare holder speederen i bund og dytter et par gange. Efter dette kommer man automatisk på en af de større landeveje i godt 8km hvorefter du bliver bedt om at dreje til højre ad en meget lille u trafikeret vej.
Herfra og de næste par timer frem vil du blive ført igennem regnskov i forskellige højder da du slingre igennem tæt bevoksede skovområder i bjergene. Utallige kurver i forskellige grader med udsigter der er svære at beskrive, men mindst af alt for dig til virkelig at føle at du er ”on your own” – vi stoppede flere gange og nød de forskellige udsigter ud over etagemarkerne, store palmer og andre enorme grønne træer. Lyden af de fugle du også kan høre, netop fordi du køre på 2 hjul er også fantastisk. Det mest fantastiske ved netop denne rute er også at du komme til at føle dig virkelig alene, og til dels også sårbar. Da det ikke er en af de ”benyttede” veje omkring Chiang Mai Provinsen. Efter en times kørsel og et par stop blev vi dog overhalet af en ældre dame på hvad jeg ville skyde til at være et par hundrede år gammel. Det forhindrede dog ikke hende i at overhale mig i en kurve på en gammel 4hjulet crosser, og efter lidt tid forsvandt hun i et skarpt sving op ad en lille hjemmelavet vej, som førte op af bjerget.
Til sidst når du så til destinationen som er Chaloem Phra Kiat. Vi ankom nu til bunden af bjergkæden. Her holdte der et par pickup-trucks som vi gav ca. 50kr for at blive smidt op på ladet af dem, hvorefter de kørte os et stykke op ad bjerget. Fuld fart op af disse hullede grus/sandede veje som de selvfølgelig kendte ud og ind. Ingen rækværk eller sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af man skulle skride ud over kanten, men det var en oplevelse! Det var ikke meget vi imellem hinanden fik snakket på denne køretur, da kræfterne blev brugt på at holde fast i bilen, og fokusere på at ligne en der havde styr på situationen. Til sidst stoppede bilen og herfra kunne vi selv vandre det sidste stykke op mod toppen af bjerget, hvor det berømte tempel ligger. Denne vandretur består af utallige trappetrin. Usigten herfra er som at kunne se ud over hele Thailand, og det giver helt et sus i maven da du konstant bliver mindet om det på vejen op.
Da vi nåede toppen nød vi udsigten fra de forskellige steder man kunne nyde udsigten. At se disse små templer i disse højder var noget hverken jeg eller K havde oplevet før. Der var heller ikke så mange turister heroppe, hvilket ifølge os altid er en bonus, da det gør oplevelsen mere enestående og rolig på samme tid!
Køreturen tilbage til Chaing Mai tog vi akkurat den samme rute retur – Den er ikke triviel efter en enkelt gang, tvært imod giver den en hel ny oplevelse, fordi du nu har oplevet det forrige, og netop også snakker og sammenligner med dette på hele køreturen hjem.
Dag 2: Hit the road. Chiang Mai – Hot
Vi var nu klar fra morgenen af til at sige farvel til Chiang Mai. Nervøsiteten for at køre dette roadtrip var forsvundet efter at have kørt gårsdagens tur. Det gav lige et selvtillids boost i kørebogen, hvilket gjorde det meget mere afslappet da vi satte os på scooteren med vores tasker, og kørte afsted.
Følelsen af at roadtrippet virkelig er starter rammer så snart at man køre ud af selve centrum af byen Chiang Mai. Nu er man ”fri” – og er der er som sådan ikke en bestemt destination man SKAL nå til, eller overhovedet skal til. Vi havde besluttet at sætte kursen mod en lille by vest fra Chiang Mai kaldet Hot. Ruten hertil var ikke det mest intense på turen, da det krævede en times tid på motorvejen for simpelthen at komme væk fra den store by og dens myldrende trafik. Hermed ikke sagt at K ikke sang en masse forskellige sange fra bagsædet af scooteren, hvilket også piftede stemningen endnu højre op end den i forvejen var. Jeg husker at trods vejene ikke på denne rute var så kurvede som før, så nød jeg at mærke vinden og solen mod mit ansigt imens vi bare kørte afsted og lagde kilometerne bag os. Vi ramte efter lidt tid en lille hjemmelavet kiosk hvori vi købte en is og en sodavand som vi sad og nød, inden vi kørte videre. Da vi ankom til byen, var det ved at være aften, vi havde nemlig også lavet et ekstra stop ved et krise-center for kvinder som er kommet ud af menneskehandel, men
dette vil komme i et andet blog indlæg. Mørket var ved at falde på, og vi havde ikke booket noget som helst overnatning på forhånd. Vi kørte her ind til centrum af byen, og spurgte folk til råds om hvad de ville anbefale. En mand rejste sig pludseligt op og vinkede os hen til ham. Herefter smed han begge sine børn bag på hans scooter og gjorde tegn til vi skulle køre efter ham. Han førte os herefter ned af et par side gader, som faktisk virkede en smule skummelt da der var ved at være mørkt, men trods en klump i halsen, endte vi hos et ældre par som havde nogle værelser til udlejning. Vi betalte her ca 90kr for 2 personer for en enkelt overnatning. Vi parkerede scooteren og gik ned i centrum af byen. Her fandt vi et lille hyggeligt lokalt sted, hvor vi fik ris med kylling stegt i hvidløj samt en suppe + sodavand. Alt i alt slap vi med 50kr alt i alt.
Dag 3: De øde veje. Hot – Mae Hong Son
Turen fra Hot til Mae Hong Son valgte vi at tage på små landeveje i stedet for den store hovedvej. Vi satte derfor først kurs mod Doi Inthanon, som er Thailands højeste bjerg, og derfra videre til Mae Hong Son. Denne tur førte os igen tilbage til de tidligere beskrevende følelser fra dag 1. Følelsen af virkelig at køre i det fri. Landskaberne med etage marker, store træer og dybe skove. Vi kørte igennem det hele utallige gange. Den friske luft som føltes kogenes når ikke man var oppe i fart, fik også sanserne til virkelig at vågne op. Vi kom på vejen forbi et naturreservat, hvor der ingen bemanding var. Her steg vi af scooteren og begyndte at vandre op af en meget skiltet sti. For enden af denne sti kom vi til vores første rigtige vandfald. Lyden fra dette var anderledes end de lyde vi havde hørt før. Det brusene vand, og dråberne fra vandfaldet som piskede ind i hovedet på os, fik os til igen at falde i stave og bare stå og nyde det.
Denne køretur mod Doi Inthanon viste sig at være fyldt med vandfald som blev større i takt med vi kom længere og længere op i bjergene. Vi holdt en del stop på denne rute, og nogen er stoppene var så proppet med turister i busser, at vi valgte at køre videre. Men det gjorde ikke spor, når vi havde scooteren. I stedet for en negativ følelse af at stedet var fyldt af turister, fik vi en positiv følelse ved at kunne forlade stedet uden problemer, og blot finde et andet sted.
Vi kom efter nogle timer til toppen, som selvfølgelig var et inferno af turister. Det var så voldsom en grad at vi efter 10min var smuttet igen. Udsigten deroppe fra er dog utrolig flot, og der er bygget et meget kendt tempel deroppe. The King and Queen Bagodha. Dog bliver oplevelsen ikke som man føler den på billeder, da larmen og kaosset fra turister og vagter er voldsomt.
Heldigvis sigter vi ikke efter det bestemte mål, men selve hele turen dertil.
Vi kørte efter denne tur videre mod Mae Hong Son. Vi kom herfra videre ud på utrolig øde og små veje. Kurver der var så skarpe at man næsten holdte stille i svingene. Vi kørte længe før vi kunne tanke, og jeg var personligt ved at forberede mig på at vi kørte tør, og var strandet et sted hvor der intet signal eller beboelse er, midt i en kæmpe bjergkæde. Heldigvis kom vi vej af en lille by som havde en tønde med benzin som vi fik lov at købe noget af.
Her oplevede vi også den utrolige gæstfrihed som landet byder. Smil og glæde fra et folk der ikke er bundet fast i stressen fra de materialistiske ting. Her er det kort spil og snak indbyrdes. Tiden er anderledes her. Der er ikke den stress som hænger i vores samfund. Man skal ikke hurtigt videre, men derimod er der tid til at lytte på hinanden. Dette fascinerede os meget, da vi selv går ind for at lytte på hinanden.
Turen forsatte i en uendelighed og vi ramt en lille by 30km før det planlagte mål. Dog føltes dette sted ikke som et sted man ønskede at sove. Og vi har som aftale at føles det sådan, så køre vi videre uanset hvad. Vi kørte derfor de sidste 30km og ramte Mae Hong Son ved aften tid. Vi fandt igen her et lille værelse til 100kr alt i alt. Maden blev igen en lille lokal nudelsuppe butik. Intet fancy, men stemningen disse steder gør det hele så hyggeligt!
Dag 4: Kurs mod den lille by. Mae Hong Son – Pang Mapae
Selve byen vi overnattede i havde vi ikke noget behov for at udforske. Det er ellers en ret populær by at gøre sightseeing i, men for os vil vi hellere ud i det ”fri” og opleve naturen! Vi kørte fra byen om formiddagen. Vejene vi kørte på denne dag, var i væsentlig bedre stand end vejene dagen før, hvor hullerne poppede frem efter hver halve meter i flere kilometers strækninger. Kurverne i svingene var en smugle mere modereret hvilket gjorde køreglæden større for os. Vi kunne holde en solid hastighed igennem de mange kurver som strakte sig både op af og ned af. Udsigterne fra de høje bjergkanter man passere er utrolige. Lyden fra alle insekterne i græsset gør også hele oplevelsen mere livlig. På denne strækning af ruten kommer du op langs grænsen til Myanmar – det er også i disse områder at mange ”hilltribes” lever. Vi kom igen flere små byer hvor der nærmest eksisterede en form for dresscode. Her gik alle i utrolig farverige kjoler, og mændene var ligeledes tildækket i farverigt tøj. Boderne man ser langs nogle af landevejene, er også folk fra disse byer, som sælger håndlavede souvenirs.
Er man til dykning er det også meget populært selv i disse højder. Der er utrolig mange grotter i det nordlige Thailand. Både over og under vand. Selv kajak Sejling er populært igennem nogle af dem.
Da vi kommer til den lille by Pang Mapae drejede vi op ad en grusvej til højre, 100 meter efter du kommer ind i byen. Her ligger der noget kaldet Jungle Guest House – lige netop dette sted må jeg erkende er et besøg værd. Det er en ældre dame der ejer nogle træhytter, meget primitivt og simpelt. Her kan du overnatte for 70kr pr nat (for 2 personer).
Dag 5: Udforskning. Pang Mapae
Vi blev her i denne by et ekstra døgn hvor vi udforskede området. Vi kørte blandt andet mod vandfaldet Zazu – selve køreturen samt gåturen dertil er fantastisk. Vi besøgte også forskellige grotter i området. Der er uendeligt mange grotter omkring byen. Vi mødte også nogle spændene mennesker i denne by. Blandt andet en fotograf fra Japan der var her udelukkende for at tage profilbilleder af hilltribe folkene, til de berømte handels markeder der finder sted tidlig morgen. Her kan du købe alt fra mad til tøj, til smykker. Det meste er brugt tøj som så genbruges ved videresalg.
Dag 6: Sidste etape af Mae Hong Son Loppet. Pang Mapae – Pai
Køreturen hertil var som de tidligere dage igennem fantastiske landskaber af marker, skove og utallige kurver (hundrede vis af kurver) – Denne strækning af turen vil du opleve en stigning i trafikanter. Både turister og lokale. Dette skyldes at det er et populært område at rejse til. Især byen Pai er kendt for at være bagpackernes paradis.
Uheldigvis er K og jeg stik modsat mange andre, vi bryder os nemlig ikke om for mange turister, bagpackere eller hvad end vi kan give sådan nogle som os selv af fancy titler. Faktum er vi faktisk gerne vil være alene på turen. Men Pai er det stik modsatte. Denne lille farverige by som ligger i solen skolendes hede er proppet til randen med bagpackere fra hele verden, der fester, ryger, synger, skriver – you name it. Her kan du hvis det er det du ønsker, dele din ferie sammen med andre. Der er bogstaveligtalt så mange turister i byen at man knap kan køre på vejene. Har du været i Phuket – så er det lidt som dette, bare alle også har en kæmpe rygsæk på ryggen der også fylder. Maden i byen er fantastisk. Priserne stiger en smugle i forhold til de andre steder på turen, men det selvfølgelig en pris der følger med. Maden er tilgængæl også her fantastisk. Og trods maden er dyre er det stadig så billigt du ikke vil kunne handle ind i netto herhjemme, og lave det samme.
Vi besøgte den berømte White Buddha som ligger et par hundrede meter over byen og almægtigt stråler ud over landskabet. Den er værd at besøge, og værd at køre alle kilometrene for at se, uanset om du kan lide Pai.
Samme dag som vi ankom til byen, samme dag forlod vi byen. Vi skulle blot se White Buddha og derefter var vi enige om at det ikke var her vi ville bruge de sidste dage. Mange vælger at tilbringe 3-5 dage her i byen. Vi valgte at besøge Pai Canyon – en miniudgave af Grand Canyon, som ligger lidt uden for Pai. Den måde landskabet er formet her er meget specielt. Det ligner nogle fra det ydre rum. Her ville vi rigtigt gerne have brugt nogle timer på at vandre, men vores sko var for nedslidte og glatte, så det var decideret livsfarligt for os at gå på de små bjergkanter.
Vi tog herefter et valg som vi slet ikke havde planlagt noget om. Vi valgte at droppe Pai, og sætte kursen mod den nordlige provins Chiang Rai. Mae Hong Son Loopet var nu overstået. Dog ville det kræve at man køre fra Pai til Chiang Mai, som jo var hvor man startede. Dog valgte vi da vi næsten havde kørt fra Pai mod Chiang Mai, ca 100km kørsel at dreje nord på for at fortsætte turen. Efter de ca 100km stoppede vi på et lille hotel langs en snusket motorvej. Vi var her efter natten frembrud, og brugte aftenens sidste timer på at finde noget mad at spise, så vi kunne komme op i seng.
Dag 7: Improvisering. Chiang Rai
Om morgenen stod vi tidligt op, og herfra satte vi kurs mod at køre de 2-300 km som der er til Chiang Rai.
Denne køretur bragte os igennem et hav af blandede typer veje. Grusveje, jordveje, store motortrafik veje, almindelige landeveje. Et godt blandet mix. Vi kørte igennem bjergområder hvor vejene var så snoet at man næsten gispede når man skulle tage en kurve. Trafikken på denne tur var også meget mere voldsom end Mae Hong Son Loppet. Temperaturen svingede så meget på denne strækning at vi nogle gange sad i tank top, og andre gange var vi pakket ind i 3 hætte trøjer. Vejret skiftede en del. Heldigvis oplevede vi ingen regn, hvilket vi heller ikke havde gjort nogle af de andre dage.
Efter mange timers kørsel, og nogle pitstops for at strække benene kom vi pludselig til skilte hvor Chaing Rai var mærket. Vi kom til byen sidst på eftermiddagen. Her valgte vi at besøge The White Temple som det første.
The White Tempel er faktisk en kunstudstilling der er lavet for godt 30 år siden, så det er ikke et gammelt tempel. Men smukt er det, og det trækker turister til med dets smukke og stadig grusomme look. Hele templet er bygget op af hvide knogler og kranier. Der er i samme område også et helt gyldent tempel.
Efter besøget på disse templer kørte vi ind i centrum af byen hvor vi fandt et lille hyggeligt sted at leje et værelse. Her var prisen omkring 95kr pr nat for os begge i alt. Her valgte vi at slå lejer de næste 4 døgn.
De sidste dage
De næste 4 dage blev brugt på at køre ud fra selve midtbyen. Herfra besøgte vi blandt andet The Black Temple, som er lidt ala modsat af The White Temple. Det er nærmest en lille by der er lavet i ufatteligt dyster og ond stil. Det er meget svært at beskrive følelsen af at se det, da det skal opleves. Men det giver følelsen af grusomhed og mørke tanker.
Vi besøgte også Nordthailands største vandfald – Khun Korn Waterfall. Dette vandfald kan varmt anbefales at besøge. Det er ikke særlig turistet. Vi var der faktisk helt alene. Min opfattelse er generelt at så snart det ”kræver” lidt at komme til at se noget, så falder største delen af turisterne fra.
Vi besøgte også The Blue Temple – dette er endnu et af de mere moderne templer / kunstudstillinger. Det var dog så overfyldt af turister at vi ikke brugte meget tid på det, og valgte i stedet at køre endnu mere nord på for at vandre en tur i et skovområde for at søge efter flere vandfald.
Tiden blev også brugt i selve Chiang Rais gader, der modsat Pai ikke er så overfyldte af turister. Tempoet er også en del lavere, hvilket passer os fint, da vores adrenalin ikke sker i nattelivet, men derimod når vi søger ud på vandreturene osv.
Chiang Rai – og hele området omkring denne by er fantastisk til at opleve Thailand på scooter. Vi kunne godt have brugt alle dagene her. Vi nåede aldrig at komme op til den berømte gyldne trekant der forbinder Myanmar, Thaindland og Laos, men vi må nok hellere bare besøge landene individuelt. Den sidste dag på scooteren blev brugt på at køre fuld fart hele vejen tilbage til Chiang Mai, hvor scooteren skulle afleveres. Herefter blev vi et døgn i Chiang Rai og rejste derefter videre til Bangkok.
Tipas og råd til turen, læs her:
