Dagen startede i det dulmer mørke i skoven. Vi vågnede var vores soveposer i bilen. Der var stadig mørkt da vi slog øjnene op. Vi fik hurtigt pakket den ene taske med mad og trangiakøkkenet. Den anden taske blev pakket med alt det elektroniske grej som jeg slæber med over alt. Kursen blev sat mod Møns Klint, som lå en lille kilomet fra hvor vi havde slået lejr. Da vi kom til Møns Klint gik vi forbi det store Geocenter som ligger langs kanten af den flotte klint. Herfra er det muligt at gå i hver sin retning af klinten. Vi valgte at gå nord på. Her er der en uendelig lang og smuk strækning som du kan vandre langs.

Vi satte kursen mod en af de utallige smukke udkigsposter. Her håbede vi på at kunne se solopgangen. Desværre var der overskyet som i virkelig overskyet, så der var ikke så meget som en enkelt solstråle at se.

Trods den manglende sol blev vi dog siddende og nød stilheden og lyden af havet. K fandt trangiasættet frem og begyndte at lave kaffe. Kaffe med udsigt kan bare noget helt specielt. Det er stunder som disse der er værd at leve for.

Efter kaffen var drukket pakkede vi vores grej sammen og begik os ud på en længere vandretur langs Møns Klint. Naturen er fantastisk. Til din højre side har du den dramatiske udsigt ud over klinten, med havet i baggrunden. Til din venstre side har du skoven som du går i kanten af. Det er med god grund at dette sted er så populært.

I sommers var både K og jeg også på Møns Klint – her var der nok 2000 andre turister i området. Det var så proppet at det var ulideligt. Her i november måned var der ingen, som i overhovedet ingen. Det gjorde oplevelsen meget federe, trods at der ikke var sol og at temperaturen var lav. Jo færre mennesker man møder på disse ture, jo bedre. Det giver en speciel stemning til hele situationen når man for følelsen af at man er de “eneste i området”. Her er november måned et godt tidspunkt at besøge det populære sted.

Vi holdte senere på turen en pause i skoven, hvor vi fik lavet lidt mad på trangia køkkenet. Efter dette måltid fandt vi en trappe som førte os ned i bunden til kystlinjen. Her gik vi noget tid og snakkede imens vi nød lyden fra havet der kom brusende ind.

Da vi havde gået noget tid vendte vi om og gik mod trappen igen. Trods at man lige havde gået turen den ene vej, føles det som en ny tur når man vender om og går modsat. Det er en ting jeg tit har bemærket på hikes som IKKE er i loops, men hvor det er frem og tilbage af samme rute. Disse hikes er slet ikke så slemme som man kan frygte. Det er tanken om det som er slem, men virkeligheden er den at være vej føles som et andet hike. Du ser tingene anderledes og du ser dem modsat.

Da vi kom retur til bilen hvor vi havde camperet lavede vi et sidste måltid mad inden dagen var slut. Vi hoppede herefter i seng og gjorde klar til en ny dag med endnu et hike!